Moderat depression

Jeg er ked af at du har det dårligt, og jeg ville give dig et knus hvis jeg kunne og fortælle dig at det nok skal gå, men det kan du ikke bruge til særlig meget.  Jeg håber derimod at du kan bruge det jeg vil fortælle dig nu:

Din mor elsker dig, og hun elsker du og din søster lige højt - det er jeg sikker på. Det er svært som forælder at vide at ens mest dyrebare begge har det dårligt, og det er sikkert derfor hun har reageret som hun har gjort - hun var presset. Det er rigtig svært at vide at man er utilstrækkelig og ikke kan hjælpe dem man elsker allerhøjst. Med dét sagt, så er det nok også nemmere for hende at relatere til din søsters smerte end din, hvis kærestesorger er noget hun har oplevet selv. Depression er rigtig svært at forstå, og det er de fleste sygdomme, hvis ikke selv man er i dem. Og det kan være ligeså svært for de omkring dig, som det er for dig. Nu siger du selv at diagnosen er ret ny, og det er tydeligvis noget der lige skal sluges, så måske skal din mor have lidt tid, ligesom du selv skal lære at være i den her depression.

Min opskrift på at få det bedre, uanset hvad du kæmper med, er kommunikation. At snakke om sine følelser og hvad man går og kæmper med letter både din byrde, men den giver de omkring dig en anden forståelse. Så jeg synes du skal udnytte de mennesker du har omkring dig, og snakke med dem. Snak med din mor om hvordan du fik det af den episode. Tal med din kæreste, så han får en bedre forståelse, og måske kan han blive den du ringer til, den støtte du har brug for - men det kan han kun hvis du fortæller ham hvad du går og tænker. 

Du skal også huske på at det er okay at de ikke forstår dig 100%, for de er trods alt ikke i dine sko, og vil derfor umuligt kunne forstå det fuldt ud. Det vigtige er at de lytter til dig, krammer dig og er der for dig. Men det kan de kun, hvis du åbner dig op. Og så er jeg sikker på du nok skal få det bedre.

Du er under en mørk sky nu, men det kan blive bedre, og det bliver bedre hvis du bliver ved med at arbejde op imod at få det bedre. Så tro på at det nok skal blive godt. Jeg vil i hvert fald garantere dig at du får det bedre, hvis du aktivt arbejder mod det!

Knus og kram, Josefine

jeg er ked af at høre, du er inde i en rigtig trist periode i dit liv. 

Jeg er sikker på, din mor aldrig ville vælge én datter frem for en anden. Du er ekstra sårbar i den her periode, og så kan man i hovedet få små bemærkninger til at blive til noget større, end de i virkeligheden er. Din mor synes nok også, tingene er svære i øjeblikket, når du har en depression og din søster er stresset pga. flytning og et break up. Der er meget at se til for hende, når hun skal prøve at holde jer begge oppe, så jeg tænker, det er derfor, hun heller ikke orker at bede din søster om at tale pænt. 

Har du prøvet at skrive dine tanker og frustrationer ned i en bog? Det kan lette hovedet at få tankerne ned på papir.

Er du sikker på, din kæreste ikke forstår dig? Har du åbnet dig op for ham og fortalt, hvordan du har det? I din kæreste har du sikkert også en god ven, som der gerne vil lægge øre til, og som går op i (ligesom dine forældre) at du er glad og har det godt. 

Hvis du ikke føler, det er nok forståelse, du får, kan du også prøve at opsøge et sted, der hedder Ensom Ung, hvor du muligvis kan møde/chatte med andre, der er triste og måske er i samme situation som dig. 

Dit forløb med psykolog/ på psykiatrisk afdeling vil hjælpe dig. Jeg er sikker på, du nok skal komme til at se lysere på tingene. Du skal nok finde glæden ved livet igen. Din situation er midlertidig, ikke permanent. Husk på det. Hvis du har en fritidsinteresse, er i gang med en uddannelse eller har et job så prøv at gå ekstra op i det, så du glemmer lidt at du er trist. Husk at kom ud og få noget sollys imens det er her, hør noget positivt og glad musik og læs en bog med en positivt budskab. Hvis du omgiver dig med positive ting, kan du ikke undgå at blive bare en lille smule påvirket.