Brevkassespørgsmål
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre med mig selv...
Indsendt af pige på
15 år
Jeg har så mange ting jeg gerne vil sige, men de kan ikke alle være her så jeg vil prøve at gøre det så kort som muligt.
Jeg er meget forvirret over mig selv for tiden... Den ene dag kan jeg føle mig smuk og acceptere mig selv, den næste begynder jeg at græde over frustration over at jeg ikke er god nok! Jeg føler mig meget deprimeret for tiden, men det er somregel kun et par dage, hvorefter jeg enten har det super godt eller i hvert fald fint et par dage igen
Sådan kører det i cirkler igen og igen.
Lad os tage et eksempel: Jeg bruger E70 i bh, men mine bryster er ikke særligt fyldige... Overhovedet! Nogen gange ser jeg på dem og tænker at det nok skal gå og at jeg må acceptere mig og min krop som jeg er. Andre gange kan jeg slet ikke acceptere det... Jeg har været i bh butikker hvor jeg har fundet bh'er som klæder mig så godt som en bh nu kan. Jeg har ingen kavalergang, og jeg har bestemt ikke lyst til at bruge push up. Det er især i forhold til drenge at jeg tænker på hvor meget det betyder at de er fyldige... Jeg ved godt at jeg nok skal finde en dreng der vil acceptere og elskemig og min krop som jeg er, men JEG vil jo gerne føle mig flot!
Forleden dag købte jeg en bh med en anden slags skål og den sad flot i butikken, selvom den viser at mine bryster ikke er særlig fyldige(jeg synes mine andre bh'er får dem til at se mere fyldige ud) Min veninde købte den samme bh bare i en anden farve og hun har større bryster end mig, og meget fyldigere... Hun får en dyb kavalergang bare hun tager en bh på.... Næste dag tog jeg min nye bh på og en flot løs blondekjole med et slags indbygget bælte til rundt om livet. Det var en af de dage hvor jeg faktisk følte at jeg så godt ud. Næste dag prøver jeg min bh med en t-shift og jeg synes virkelig at det ligner mine bryster hænger.... Fordi de ikke er særlig fyldige ligner det at de først starter længere nede(aka at de hænger) Men man kan godt se at det ikke er tilfældet når jeg kun står i bh'en.
Dette har fået mig helt ned....
Jeg føler i det hele taget at der ikke er nogen der forstår mig... Jeg føler mig ensom selvom jeg har en del mennesker omkring mig.
Jeg vil gerne have en kæreste og der er da nogen drenge der har vist interesse for mig... Men de har kun været interesseret i min krop. Bortset fra en dreng som var rigtig sød og endda gerne ville have noget med mig. Han havde alt det jeg leder efter i en dreng! Virkelig sød dreng og dejlig familie! Men han var virkelig tør at være sammen med.... Der manglede noget humor! At han kan få mig til at grine er vigtigt for mig!
Jeg er meget genert overfor drenge, og jeg er bange for at vise hvem jeg er. Jeg er bange for hvad de synes om mig. Jeg afviser næsten altid drenge fordi jeg ikke kan tyde deres signaler og er bange for at mistolke dem til noget der kunne ende i en pinlig situation for mig.
Underligt nok er der en dreng fra min klasse jeg ikke er genert overfor. Han har noget for min bedste veninde så han er lidt tvunget til at være sammen med mig når han er sammen med hende i skole. Vi er ikke rigtig venner, og jeg kan slet ikke lide ham som mere end venner! Men jeg forstår virkelig hvorfor jeg ikke er genert overfor ham? Selvom jeg tit gør dumme og akavede ting imens han er der
Jeg er ret skør og underlig, men det er kun mine tætte veninder der kender mig sådan fordi jeg netop er bange for folks kritiske kommentarer og blikke.
Han har sagt til mig "du er seriøst den underligste person jeg kender, og jeg kender altså mange" eller noget i den retning... Det irriterer mig rigtig meget at jeg ikke ved om det var dårligt ment! Og jeg har bestemt ikke tænkt mig at spørge ham! Jeg svarede at jeg godt vidste at jeg var en weirdo og han blev ligesom ved med at påpege at jeg var underlig... Han er ellers en rigtig flink dreng og min veninde har også følelser for ham.
Jeg kan virkelig ikke rumme mig selv mere... Jeg føler mig forkert, som om der er noget galt med mig, mit sind er forvirret og forskruet...
Jeg er begyndt at skubbe mine i forvejen ikke særligt tætte forældre væk. Det har jeg virkelig ikke lyst til, men det sker ligesom bare... Nær de kommer ind til mig er jeg afvisende selvom jeg ikke har lyst! Min mor har spurgt om der er noget galt osv og siger at jeg kan fortælle hende alt, men jeg siger at der ikke er noget galt. Det her er ikke noget jeg vil fortælle til hende! Mine veninder ved ikke der er noget galt, jeg smiler og griner bare som jeg plejer.
Mine forældre skændes meget og jeg har en streng far som tror han skal bestemme rigtig meget. Han er sådan lidt manschouvanistisk. Jeg kan ikke holde ud når han er sådan og svarer ham derfor igen osv...
Jeg kan virkelig ikke holde det her ud længere! Jeg bliver syg af mig selv! Og hvorfor er jeg så ked af det? Jeg har da et bedre liv en så mange andre i verden!
Jeg bliver ved med at håbe på at der kommer en speciel dreng forbi som kan redde mig...
Jeg kunne sige så meget mere...
By the Way: Jeg burde egentlig bruge en F skål, men mine bryster er ikke fyldige nok... Det siger vel noget om min situation...
