Depressiv

Kære "skytten". 

Hej du! 
Til at starte med er jeg utrolig glad for, at du har valgt at skrive herind. Alt føles nok håbløst og uoverskueligt lige nu, men der er hjælp at hente! Ud fra de ting du skriver, så tyder alt på - ligesom du selv fornemmer - at du har en depression. Det er en sygdom, som skal tages alvorligt, og den er svær at bekæmpe alene. Derfor gør du det helt rigtige ved at række ud og søge om hjælp, på trods af, at du føler skam og en lyst til at isolere dig. Det jeg lægger meget mærke til er, at du selv er så bevidst om din situation - og jo før du handler, des større er chancerne for, at du hurtigt vil få det godt igen.
Det, at du har skadet dig selv, finder jeg selvfølgelig meget bekymrende, og jeg ser gerne, at du får snakket med nogle hurtigst muligt. Det bedste ville selvfølgelig være, hvis dine forældre ville tage dig alvorligt - selvom I måske har snakket lidt om det, er de så klar over, hvor slemt du går og har det nu? Ellers kan du prøve at tænke over, om ikke der er en person i din omgangskreds, som kan lytte til dig og hjælpe med at træffe de rigtige beslutninger. I mange tilfælde skal der hjælp til både fra omgivelserne og professionelt, så jeg vil råde dig til at starte med et besøg hos lægen, som så kan hjælpe dig videre. Da du er under 18 år, har lægen ikke tavshedspligt, men du kan jo snakke med han/hende om, hvordan du ønsker at håndtere det ift. dine forældre. Det vigtigste er, at du bare kommer ud med, hvordan du har det - selvfølgelig vil lægen ikke grine af dig, det er hans/hendes job at tage dig alvorligt. Derudover kan jeg anbefale dig at ringe til 'Livslinjen.dk' eller 'depressionslinjen' på depressionsforeningens hjemmeside. Der sidder nogle rigtig dygtige rådgivere, som med glæde vil tage en snak med dig.
Jeg håber meget på, at dette var en lille hjælp - pas godt på dig selv!

Mange tanker og et stort kram fra Johanne

Hej du,
Det er meget sandsynligt, som du og dine forældre siger, at dine forældres skilsmisse har taget hårdere på dig end du lige havde tænkt dig det skulle. Vi reagerer alle forskelligt og det er derfor også forskelligt, hvor længe man skal bruge til rent faktisk at forstå konsekvensen af sådan en livsændring, for ja det er en stor ændring og det vil være noget du skal leve med resten af livet. Så der er slet ikke noget at sige til, at det påvirker dig på denne måde.
Alle gør ting, som de ikke er stolte af, og dette er af forskellige årsager. Selvom du skammer dig over dit tyveri, så tror jeg kun det er en god ting, at du blev taget i det og konfronteret med, hvor du egentlig er på vej hen. På den måde kom du netop lige til at stoppe op og tænke over det hele og hvilke konsekvenser, det kan medføre.
Det er meget naturligt, at man føler skyldfølelse, har dårlig samvittighed og generelt føler sig utilstrækkelig, når man har en depression. Derudover vil du højst sandsynligt komme til at tænke meget mere over dårlige og negative ting, hvor du måske helt overhører alt det gode og positive, der bliver sagt om dig. Du hæfter dig kun ved det negative. Det er også helt normalt, at man sover dårligt, når man er depressiv, hvilket selvfølgelig er med til, at du er træt hele tiden. Mange deprimerede slås med meget vrede - hvilket også ses ved din kortere lunte.
Du lyder til at være en meget fornuftig pige og det virker til, at du ønsker en bedre tilværelse og rent faktisk har lyst til at gøre noget for det. Det er et godt udgangspunkt. Jeg er enig med dig i, at det lyder som en depression, måske er det en mindre depression, men det gør den ikke mindre betydelig.
Jeg vil helt klart anbefale dig at gå til lægen. Mange har været i en depression i længere tid uden rent faktisk at vide det, derfor kan man først søge hjælp, når man har erkendt, at man faktisk slet ikke har det godt. Det er kun godt at sætte tidligt ind i en depression, det vil gavne dig på sigt, at den ikke når at udvikle sig endnu mere. Jeg er sikker på, at din læge vil opføre sig professionelt, og dermed vil tage dig alvorligt. Din læge vil selvfølgelig have en masse spørgsmål til dig, for at kunne stille en diagnose. Her vil du måske føle en vis mistillid til dig, men det er blot for at blive klogere på hvor der skal sættes ind og hvilken hjælp, der vil gavne dig bedst. Da du er under 18 år, så vil dine forældre højst sandsynligt blive underrettet om det, hvilket jeg ikke nødvendigvis synes er en negativ ting. Jeg tror, at det er godt for dig, hvis du fortæller nogle om det, så du ikke skal gå med denne byrde helt selv. Så du kan evt. vælge at fortælle det selv til dine forældre først, så de ved hvad der foregår og så kan du derefter tage til lægen enten selv eller med en af dine forældre, hvis du er tryggere ved det.
Derudover er jeg overbevist om, at det du selv har erkendt, at noget er galt og at du sandsynligvis har en depression er et stort skridt i den rigtige retning. Nu har du mulighed for at gøre noget ved det og forsøge at få det bedre.
Jeg håber, at du kommer igennem denne svære tid og at du snart kan se det gode i livet igen :-)
Kærlige hilsner fra
Lotte

Kære "Skytten",

når jeg læser din beretning her i brevkassen, så er det tydeligt at se, at den sidste tid siden dine forældre er blevet skilt, har været svær for dig. En så stor ændring i livet kan påvirke ens humør rigtig meget, og derfor er det også fuldt ud forståeligt, at du har det svært, er ked af det og reagerer på det.

Det er rigtig godt, at du er opmærksom på hvordan du har det, og at du selv kan se, at din adfærd har ændret sig i en negativ retning. Du skriver, at du er begyndt at ryge, stjæle og gøre skade på dig selv, og samtidig oplever du nogle rigtigt svære følelser og tanker som skyldfølelse, træthed, selvmordstanker og ensomhed.  Selverkendelse er første skridt på vej mod en bedring, så det er rigtig flot, at du selv er opmærksom på disse ting! Og hvor er det i øvrigt en god tanke, at du ikke vil være selvisk, og såre dem du elsker ved at begå selvmord. Dog er det jo også rigtig vigtigt, at du selv bliver glad for livet.

Jeg tænker sådan på, om du har nogen du kan snakke med dine følelser om? Du skriver, at du i fællesskab med dine forældre er kommet frem til, at forandringen i din adfærd er kommet af deres skilsmisse - kan du mon også snakke med dem, eller blot én af dem, om hvordan du har det inderst inde? I hvert fald syntes jeg, at det er rigtig vigtigt, at du prøver at få snakket med en du stoler på, og få sat ord på, hvad det er der gør, at du har det dårligt. Hvis du ikke synes, at du kan snakke med dine forældre kan du måske snakke med en veninde, et andet familiemedlem eller en lære? Bliver det hele rigtig svært, og uoverskueligt at snakke om med én tæt på, kan du altid skrive til os herinde på thelove.dk eller ringe eller skrive til livslinien.dk, som har en chat og en telefonlinje for mennesker med tanker om selvmord eller selvskade.

Jeg synes også, at du enten i samarbejde med dine forældre, et andet familiemedlem eller selv, skal tage kontakt til din læge for at få afklaret, hvad hun kan gøre for at hjælpe dig. Det er bestemt ikke nogen skam, men derimod en rigtig stor byrde at gå rundt med sådanne nogle tanker, som du har, og derfor er jeg også helt sikker på, at din læge vil tage dig meget alvorligt. Din læge har tavshedspligt, så derfor skal du ikke frygte for, at hun fortæller dine forældre noget - men jeg syntes alligevel, at du skal overveje, om ikke de skal inddrages i din situation. En eventuel depression kan være en meget alvorlig sygdom, og det vil være en fordel, at de personer tæt på dig er opmærksom på dig og kan hjælpe med at tage hånd om dig.

Til sidst vil jeg sige, at du må altid huske på, at dine forældre ikke er blevet skilt for at gøre dig ked af det, og at det bestemt ikke er din skyld! Overvej, om du kan finde nogle positive ting frem, som er forårsaget af skilsmissen - Var der skænderier før, som du nu undgår at skulle høre på?  Er dine forældre mere glade? Osv.

Jeg håber, at du kan bruge mit svar, og jeg håber inderligt, at du får det bedre.
De bedste hilsner,
Nanna.