Fortjener jeg et liv?

Fortjener jeg et liv? Er jeg god nok? Burde jeg være her? Er der nogen som tror på mig? - Spørgsmålende går igen og igen hele tiden oppe i mit hovedet. Jeg ved godt, at man altid skal huske på, at man er god nok som lige præcis, den person man er, men på et tidspunkt, føler jeg, at jeg gang på gang, gør noget forkert, eller siger noget dumt. Jeg er i en tid, hvor jeg føler, at alt foran mig er kulsort, måske kan jeg se håb en gang imellem, men så falder jeg igen, og det værste er, at jeg kun falder over mine egne problemer. Det kan lyde dumt, men jeg ved slet ikke om jeg nogensinde for kæmpet mig op til et punkt, hvor jeg faktisk kan sige til mig selv, du god nok, du fin som du er, du fortjener et liv.

Min spiseforstyrrelse: Jeg er en pige som er 172 m høj, vejer 36kg, mit hjerte slår ikke optimalt, så jeg lever et liv hvor jeg render frem og tilbage fra sygehuset, så jeg indlagt, så jeg udskrevet, det fuldstændig umuligt for mig, at holde hovedet højt. Min spiseforstyrrelse startede da min mor sagde til mig, at ligemeget hvor meget jeg tabte mig, ville jeg aldrig kunne blive tynd, fordi jeg var så fed. Og før vejede jeg 60kg som jo er nogenlunde normalvægtig, faktisk lidt under. Det gør mig ked af det, at jeg slet ikke kan gå nogle steder uden, at alle folk omkring mig går og kigger på mig, imens de snakker om hvor tynd jeg er, og de vil ønske det var dem, som levede i min krop. Men folk glemmer bare, at der for det meste har været/er en fortid foran, eller en grund til, at man er så tynd. Der er ingen som der forstår, at jeg bare ikke kan spise, jeg er bange for, at min mor siger det igen.

Det er meget ubehageligt, at drengene går og snakker om hvor små bryster jeg har, og var flad en numse jeg har. Jeg har ikke drømmekroppen, det ved jeg godt, men det er ligesom bare noget som hører med til det, at have en spiseforstyrrelse, og det er jo egentlig mit eget valg, at jeg ikke spiser. Når de ved jeg har en spiseforstyrrelse, så forstår jeg ikke, at de kan få sig selv til at sige det, de ved jeg er dybt såret i forvejen, det hjælper ikke at få at vide man har en grim krop oveni. Det gør ondt.

Min hjemmesituation:
Jeg bor i et hjem med seksuelt misbrug. Har siden 13 års alderen, fået finger af min far, blevet slikket af begge mine forældre, givet min far hand- og blowjob, slikket min mor. Det er virkelig underligt, at jeg er seksuelt aktiv med mine forældre. Jeg ved godt, at jeg burde sige det til nogen, men jeg er bange for, at han/hun siger til mig, at de ikke tror på mig.. Jeg har virkelig svært ved, at snakke om det, netop fordi at seksuelt misbrug er så strafbart, mine forældre kan blive så mega straffet for det, og det vil jeg ikke kunne klare at vide, især ikke hvis det er min skyld de er blevet straffet. På en måde synes jeg, at de fortjener at blive straffet, det lyder mega ondt, mener det ikke ondt. Mener mere, at hvis de ikke for en straf for, at have gjordt noget så dumt, lærer de aldrig, hvordan man opføre sig. Lidt ligesom hvis man gør noget forkert, så lærer man aldrig det er forkert, hvis man ikke får det afvide. Jeg synes de fortjener, at kunne være gode forældre, fordi det ved jeg, at de kan.

Så er der ting som min kæreste lige har slået op, mine veninder ignorere mig pga min spiseforstyrrelse.. Sådan nogle "småting" det måske ikke småting, men det er det for mig, iforhold til de to andre ting jeg kæmper med.

Det var de ting som egentlig ligger mig tættest, og jeg havde bare brug for, at fortælle lidt om mine tanker og følelser omkring det hele. Jeg håber, at I måske kan hjælpe lidt. Fordi jeg føler, at hele min verden er faldet sammen, har egentlig ikke rigtig lyst til, at leve mere.

Knus