Indsend dine spørgsmål

Vi står altid klar til at hjælpe dig

Skriv til brevkassen

100% anonymt · 100% gratis

Vi har modtaget 5086 spørgsmål og givet 7551 svar de sidste 18 år
2017-09-29T19:29:39: 2017-10-11T20:44:16: 2

Brevkassespørgsmål

Bange for at begynde på arbejde

Indsendt af pige21 år


Hej brevkasse,
Jeg er en pige på 21, som netop har fået mit første job. Det er virkelig drømmejobbet og en ret unik chance, som jeg ikke tror jeg kan få igen senere i livet. Sagen er bare den, at jeg er blevet så bange for at begynde. Jeg er så bange for det pres det er, at være "tvunget" eller forpligtet til at skulle noget fem dage om ugen. Jeg kan slet ikke rumme det med at nogle regner med mig, og at jeg har et ansvar... Det er noget som altid har skræmt mig.
Jeg vil lige sige at jeg i mange år har lidt af angst og gået i diverse terapi-forløb. Jeg er kommet enormt langt med min angst og jeg er ikke længere bange for at se angsten i øjnene, hvis det kun er én dag jeg skal trodse angsten - for så ved jeg at det er overstået lige om lidt, men nu skal jeg jo begynde at se angsten i øjnene hver dag... Jeg ved bare ikke om jeg kan holde til det. Men jeg vil bare så gerne starte på det job. Jeg har ikke taget en gymnasiel uddannelse, så jeg har ikke så mange muligheder for at komme ind i den branche jeg nu har fået en chance i, så dette er måske min eneste chance. Jeg vil så gerne klare det, men jeg er vildt bange for hvis det ikke kommer til at gå. Hvordan skal jeg overkomme denne udfordring? Jeg vil bare så gerne klare det, men synes bare ikke hverken vejrtrækning, at skifte fokus, eller andre af mine redskaber hjælper.
pige
Personlige problemer

Personlige problemer

Se flere

Besvarelser

2017-10-08T14:48:44 1
Gustav

Hey du! :)

Først og fremmest - stort tillykke med jobbet! Hvor er det en dejlig mulighed at få!

Når det så er sagt, så kan det også være skræmmende at skulle være "ansvarlig" og "voksen" på den måde. Det tror jeg mange kan nikke genkendende til. Med din historie med angst, så kan jeg godt forstå, at du synes, at det er skræmmende at skulle starte.

Mit første råd er at huske de positive ting. Som du selv skriver, så er det drømmejobbet. Det er en unik mulighed for at komme ind i den branche, som du måske ikke får senere. Der er sikkert nogle sjove og spændende opgaver involveret i det job. Det kan være, at arbejdspladsen er i lækre omgivelser. Der kan være mange positive ting ved det job, som er vigtigt at du husker dig selv på, når du føler, at det nemmeste er at give op og lade angsten vinde. Måske vil en ide være at skrive dem ned og hænge dem op steder, så du ser dem hver dag.

Derudover vil jeg råde dig til at lave en mental strategi. Prøv at fortæl dig selv, at du skal tage en dag af gangen. I stedet for at tænke på, at du skal møde op og være på 5 dage om ugen, så tænk, at du skal møde op og være på den første dag. Så ser du, hvordan det er gået. Så er næste mission at møde op og være på dagen efter osv. Efter hver dag så skriv ned, hvad de 3 bedste ting ved den pågældende dag har været.

Til sidst vil jeg råde dig til at have nogle at snakke med løbende. Det kan være familie, en god ven/veninde eller måske en professionel såsom psykolog. En du løbende kan reflektere over, hvordan det går og hvad der løbende kan gøres for, at du kan slappe af og fokusere på dit arbejde. Der kommer helt sikkert uforudsete udfordringer og oplevelser, som du har brug for at reflektere over og få vendt med andre.

Jeg håber, at mine råd kan hjælpe dig :) Ellers vil jeg anbefale dig at hive fat i en professionel såsom psykolog, der vil kunne give dig nogle ordentlige redskaber, der er målrettet til dig :) Al held og lykke herfra!

VH.

Gustav


2017-10-09T11:14:36 1
Lotte
Kære Anonyme,

Det er meget almindeligt at opleve denne frygt, når man pludselig bliver tildelt et ansvar, hvor der stilles forventninger og krav til ens person. Sådan er det i mange sammenhænge, men det kan ofte være grænseoverskridende i nye sammenhænge. Det kan være en stor omvæltning at være forpligtet fem dage om ugen især med dine udfordringer. 

Jeg kender selv lidt til angsten, og jeg forstår, at din frygt kan være voldsommere end den almene dansker. Jeg har selv svært ved at mærke pres og forventninger, der tårner sig op omkring en. Uden at vide det hundrede procent, går jeg lidt ud fra, at din frygt også bunder i, at du er bange for at lave fejl på arbejdet? Det kan være, at du er bange for, at du ikke er tilstrækkelig eller gør noget forkert? Det er nogle onde tanker, som man ikke bare lige slipper af med, men jeg håber ikke, at de bremser dig i at udforske din drøm i denne branche. Du må også huske på, at du er ny i jobbet - og det er helt okay at lave nogle fejl.

Mit råd til dig vil være at give dette nye arbejde en chance. Du ved ikke hvordan du egentlig har det med det, før du står der. Hvis det viser sig at være et fantastisk miljø med søde mennesker, så behøver du måske ikke at vågne i angst hver eneste morgen for at gå på arbejde. Jeg er selv fornyligt startet på en arbejdsplads, hvor jeg den første uge havde det så dårligt, jeg havde virkelig ikke lyst til at være der - og jeg var ked af det hver dag, når jeg kom hjem. Det har dog handlet om at give det tid, at give mig selv lov til at vænne mig til de nye omgivelser og mennesker. Derudover har det også handlet om at sætte mine egne forventninger ned til mig selv. Det begyndte at gå lidt bedre, men jeg er efterfølgende brudt sammen i grad på arbejdspladsen. Det har været nogle positive oplevelser trods alt, fordi mine kollegaer har været så søde og forstående. Det havde jeg slet ikke set komme, jeg troede ikke det var "lovligt" at vise sine svagheder på jobbet, men i sidste ende, så har alle mennesker noget at kæmpe med. Jeg fik lov til at kæmpe lidt med nogle af mine ting i samarbejde med nogle af de omsorgsfulde medarbejdere. 

Derudover så vil jeg også minde dig om, at du er god nok som du er. Du er lige netop den du skal være. Husk også, at du rent faktisk har fået denne her fantastiske mulighed - det er dig, der har fået muligheden med lige netop det du kan tilbyde. Igen, så giv det en chance, se hvad der sker. Hvis du virkelig ikke kan lide at være der eller at dine angstanfald bliver for voldsomme på grund af arbejdet, så kan du vælge at stoppe. Men giv ikke op, før du har gjort et forsøg. Det er din mulighed, grib chancen og hvis du senere stopper på arbejdet, så må du ikke se det som et nederlag, for du gjorde faktisk et forsøg. Det er værd at være stolt af. På den anden side, så har du heller ikke mistet noget, som du ikke havde før. Hvis du vælger at sige nej til jobbet før, du starter - eller om du arbejder der i to uger, og så stopper - så står du samme sted som før. Du mister ikke noget på at prøve - og husk at det er helt i orden at sige fra overfor ting, der er så ubehagelige, at de gør skade. Dog er ubehag ikke farligt, men det handler om hvordan man vælger at tackle ubehaget - jeg ved udmærket godt, at det er lettere sagt end gjort.

Derudover synes jeg, at det er en god idé at fortsat at forsøge med en af de redskaber du nævner. Det er ikke sikkert, at fx vejrtrækningsøvelserne virker lige nu, men det kan være, at det kan hjælpe dig på sigt. 

Jeg håber, at dette var en lille hjælp :-)

Kærlige hilsner fra
Lotte

Vær opmærksom på: Disse svar skal kun ses, som ekstra råd, set fra en ungs synsvinkel. Svarene i denne brevkasse er skrevet af unge og kan IKKE sidestilles med professionel rådgivning. Hvis du tror du har en sygdom, eller hvis du har psykiske problemer, skal du gå til din læge og/eller snakke med en voksen du stoler på. Find yderligere hjælp disse steder.

Har du et godt råd?

Flere spørgsmål om personlige problemer

Har tænkt på selvmord...

Hej, jeg er en pige på 11 der har et problem.Så som du måske kan se handler det om selvmordstanke...

Jeg er utilpas i omklædningsrummet...

Hej! Jeg er en pige på 11 og har et stort problem!Okay så i idræt, er jeg utilpas fordi jeg er me...

Jeg føler mig anderledes...

Hej! Ungzone.Mit problem er at jeg føler mig anderledes i forhold til de andre...Sådan jeg føler ...

Det føles som om jeg er ved at miste mig selv og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre

Jeg er en pige på 15 år jeg ved ikke hvad der er galt med mig jeg kan ikke fokusere på de jeg ska...

Forvirret omkring bedste veninde

HejFor et par uger siden var 6 og 7 klasse fra min skole i København på tur. Jeg havde haft lidt p...

Hjælp til idræt

Jeg har et problem, badet til idræt gør mig utilpas fordi jeg er lidt mere udviklet end de andre. ...

Bad til idræt

Jeg er 11 med en meget udviklet krop, fx hår dernede. Det er lidt mærkeligt til idræt fordi ingen...

Jeg har skole angst

"Skole angst" lyder måske sært men jeg er lige begyndt på en HF uddannelse og missede de 2 først...

Vil gerne have menstruation...

Hej jeg er en pige på 12 år.Mit problem er: at jeg gerne vil have menstruation,fordi min bff har d...

"først tak for en rigtig god side, I har hjulpet mig igennem mange ting bl.a. at stoppe en spiseforstyrrelse, så tusind tak for det"

- Anonym