Jeg er bange...

Hej,

Selvom det kan være hårdt at række ud efter hjælp i situationer som din, så klarer du dig rigtig godt på det punkt. Det at du skriver ind til denne brevkasse er en rigtig god måde at dele dine bekymringer og udfordringer, og det at du har være til psykolog er virkelig godt, da du der kan få professionel råd og støtte. Jeg håber, at det er et længere forløb, du er i hos psykologen, da dette vil kunne give den bedst mulige hjælp. Hvis ikke det er et længere forløb, så er det bedste råd, jeg kan give, at du bør prøve at finde en måde hvorpå du kan fortsætte hos en psykolog (enten den nuværende eller en anden som du kan blive tilpas hos). 

Det kan selvfølglig godt være, at det ikke føles sådan, men du klarer det utroligt flot. Det kan være en umådelig svær ting at skulle finde en måde at leve et velfungerende liv på, hvis man har været ude for noget traumatisk, men du kan absolut være meget stolt af dig selv over, hvordan du har klaret det. Det at du velvilligt rækker ud efter og modtager hjælp (fra psykologi, via opkald eller til denne brevkasse) er et helt uvurderlig aspekt af at få det bedre, og på det punkt gør du et rigtig flot stykke arbejde. Derfor vil jeg absolut også kun råde dig til fortsat at kontakte/ringe til nogen, når du mærker anfald eller under andre omstændigheder, hvor du kan få brug for det. Eftersom du har oplevet problemer med de kilder du hidtil har kontaktet, så kan du måske prøve at få en tid hos din læge og spørge dem om de kan henvise dig til nogen/steder, der vil være nemmere at få fat på. Hvis du fortsætter hos en psykolog, så kan det også være, at de kan anbefale nogle brugbare kilder. 

Jeg ved godt at tanken om at blive indlagt på en psykiatrisk afdeling kan være forbundet med en del frygt og usikkerhed men tænk på, at hvis du brækkede din arm, så ville det også være nødvendigt at komme på hospitalet og få den rigtige hjælp til at håndterer smerten og til lægge armen i gips og få råd om, hvad du bør og ikke bør gøre for, at den heler bedst muligt. Det samme gælder, hvis man oplever smerte og trauma i sindet (som ved mange forskellige lidelser af mental natur). Her kan det også være nødvendigt, og det kan være den bedste udvej, at komme et sted hen, hvor man kan være omkring mennesker, der har den bedste viden om, hvordan man kan blive hjulpet. 

En anden ting, der måske kan fungere som hjælp på nuværende tidspunkt kan være at snakke med din kæreste og/eller dine venner om disse tanker, du har. F.eks. fortælle om dine daglige udfordringer og om din bekymring for at miste kontakt med dem. Eller måske snakke med nogle familiemedlemmer eller andre som du føler dig fortrolig med. Ikke nødvendigvis fordi de skal kunne give dig løsninger eller lignende, men mest for at nogle omkring dig ved, hvordan du har det og for, at du kan få sat ord på det, du går og kæmper med.

Jeg håber, at mit svar kan være til en smule hjælp (på trods af min uvidenhed om emnet). Glem aldrig hvor stærk du allerede har vist, at du er, og at du uundgåeligt har folk i dit liv, som holder meget af dig og som vil være der for dig. Jeg håber, at du endelig skriver ind igen, hvis du føler for det. 

-Marissa

 Hej.

Jeg har ikke selv oplevet det, men ud fra hvad jeg ved, så er PTSD-anfald noget af det mest ubehagelige man kan opleve. Så det gør mig virkelig ondt at høre at det ikke bare er noget du oplever at få jævnligt, men også noget du føler dig hjælpeløs over for. 

Vi er nødt til at finde en løsning til de situationer du beskriver, hvor du kan mærke at du er ved at få et anfald, og hverken livslinien eller kommunen tager telefonen. Mit bedste bud ville være at du har en aftale med en ven, din kæreste, en søskende eller en af dine forældre om at du kan ringe til vedkommende når som helst, når du oplever et anfald, som du er bange for at du ikke vil kunne håndtere alene. 

Hvis du ikke kan få sådan en aftale op at stå, eller hvis vedkommende en dag ikke tager telefonen, er der også masser du kan gøre, når du er alene for at afhjælpe situationen. Du skriver at du allerede har fået en del redskaber af din psykolog, så du må undskylde, hvis jeg bage gentager noget af det her.

Når du kan mærke anfaldet komme, så prøv for det første ikke at undertryk de tanker og følelser du kan mærke er på vej. Det vil højest sandsynligt bare gøre at de kommer med en voldsommere kraft og bliver ved at være der i længere tid. Jeg forstår godt at der er tale om nogle virkelig ikke rare tanker eller følelser, så det kan være svært ikke at prøve at undertrykke dem. Men prøv ikke desto mindre. Mange oplever at de begynder at trække vejret hurtigere - hyperventilere. Prøv at trække vejret dybt. Prøv også, når tankerne og følelserne kommer, at fokusere på det du ser i det rum du sidder i. Kig rundt og fokuser på ligegyldige detaljer. Prøv at rør dine arme og ben. Mind dig selv om at du, din krop, er "her" og ikke "der" - det sted minderne prøver at bringe dig tilbage til. Mens du kigger rundt, så prøv at læg mærke til hvordan rummet, din krop, din dybe vejrtrækning alt sammen bliver ved med at være præcis hvor det er, mens tankerne, følelser, de ubehagelige billeder inde i hovedet kommer og går og ikke har nogen indflydelse på virkeligheden omkring dig.

Du skriver også at du er bange for at ende på psykiatrisk afdeling og at dit liv vil forandre sig til det værre på alle fronter. For det første; Det er du ikke alene om at være bange for. Rigtig mange mennesker med PTSD- og/eller angstlidelser har oven på deres angst denne her "frygt for frygten", som du også beskriver, hvor man går og tænker over hvad konsekvenserne kan ende med at blive, når man går og har det som man har det hele tiden. Det afgørende spørgsmål i den sag, som jeg ser det, er: Tror du oprigtigt på at dine nærmeste, din kæreste, dine venner, vil dig det bedste. Hvis svaret er ja, så har du ingenting at være bange for. Hvordan ville reagere hvis én af dine venner havde de symptomer du beskriver? Jeg er sikker på at du ville reagere med medlidenhed og forståelse. 

Når man er bange for hvordan andre vil reagere på det at man har en sygdom, og det her gælder især for psykisk sygdom, så kan man nogle gange komme til at gemme sig lidt væk og ikke være så åben over for andre, som man kunne være. Det er selvfølgelig de færreste af os, der har lyst til at vise "svaghed". Men vi ved faktisk fra forskningen at nu mere man deler med andre, nu mere man involvere familie og pårørende i sin proces, nu større chance er der for at man kommer sig. Det der er farligt er at tænke "jeg klarer det selv". For så sidder man langt oftere, som du beskriver det, netop for sig og skal håndtere et anfald, man ikke føler man kan stoppe. Så hvis det du er bange for at er, at du ender med at komme til at skubbe folk væk pga. dine problemer, er det vigtigste at du er så tydelig som mulig over for andre i forhold til hvad du går igennem. Det eneste du skal være bange for i forhold til at skubbe folk væk, er at du ikke er åben nok. For hvis dine pårørende ikke har noget information at gå ud fra, er der en chance for at de føler sig udelukkede. Der er en chance for at de føler det er dig der trækker dig.  Mit råd til dig er dermed at involvere dine nærmeste. Fortæl dem hvordan de kan hjælpe dig. Og vær åben om det du oplever.

Undskyld hvis det blev lidt langt og nørklet. Skriv endelig til os igen!

mvh Markus