Indsend dine spørgsmål
Vi står altid klar til at hjælpe dig
Skriv til brevkassen100% anonymt · 100% gratis
Vi har modtaget 4459 spørgsmål og givet 7039 svar de sidste 15 år
Vi står altid klar til at hjælpe dig
Skriv til brevkassen100% anonymt · 100% gratis
Indsendt af pige på 15 år
Hej, jeg er en 15 årig pige som allerede har lyst til at slutte sit liv her.
Jeg har altid været den smilende pige, og gjort at andre har det godt og sat alle andre foran mig og det endt ud i at jeg er endt som fucking skrald bagved og ingen tænker på hvordan jeg har det.
Det svært at forklar hvordan jeg har det men ville prøve så godt jeg kan, og skrive om de ting som har påvirket mig mest så det her brev ikke blir alt for langt. - Jeg har altid været den person med mange venner, og den som alle ville være sammen med.
Min barndom har været op og ned, min far er alkoholiker og der var en masse drama herhjemme da min far boede her, men da jeg cirka blev 6-7 år blev mine forældre skilt men jeg glemmer aldrig da min far boede herhjemme, kan huske alt som var det igår..
Jeg har mistet rigtig mange af mine bedsteven/inder gennem mit liv.
I 1 klasse flyttede min bedsteven til Grønland, og har ikke rigtig snakket med ham siden kun MEGET lidt. 3 klasse kom min bedsteveninde i plejefamilie, og der mistede vi kontakten. 4 klasse flyttede en af mine gode venner dsv skole, og der mistede vi også kontakten. Og nu til det hvor min krop ikke kunne mere, jeg gik kun i 6 klasse min BEDSTEVENINDE flyttede til holland i slutingen af April 2018. Der kunne min krop ikke klare mere, jeg har altid været dårlig i skolen, jeg er blevet råbt af, lærerne tænker aldrig på hvordan jeg har det.
Det er så svært at forklare hvordan jeg havde det da jeg fandt ud af Dania (min bedsteveninde) skulle flytte til Holland der gik min verden under, og jeg begyndte at skære i min selv. Folk vidste ik noget, fordi jeg jo altid har været den smilende pige så selvom jeg var 12/13 år holdte jeg alt inde som ikke har været sundt for mig. I samme periode hvor jeg fandt ud af Dania skulle flytte til Holland, mistede jeg en dreng fra mit liv som jeg var rigtig vild med, så det var ekstra hårdt i den tid. Lærerne tænkte ik på at jeg lige havde mistet en mere af mine bedsteveninder, de råbte stadig af mig og det samme med min familie de ville have jeg er god i skolen, og jeg prøvede alt hvad jeg kunne for at være god og det gør jeg stadig men det svært når jeg har det rigtig lort psykisk. Siden 0 klasse har folk prøvet og ændre på min personlighed, og det endt ud i jeg ikke selv ved hvem jeg er mere. Men efter 6 klasse, kom 7 klasse sjovt nok.. fik 2 nye bedsteveninder, og jeg prøvede at få hverdagen til at fungere. Jeg skjulte stadig på dette tidspunkt at jeg var ked af det over hvad der var sket. Jeg blev rigtig vild med en ny dreng igen, jeg blev god osv osv.. også droppede han mig men efter fik vi noget sammen igen men det sluttede jeg i sommerferien fordi det bare ikke skulle være ham og jeg.
I slutningen af 7 klasse blev min mor og jeg sendt op på skolen fordi de måske gad at sende mig hen på en ungdomsskole fordi jeg ikke lærte nok fagligt. Jeg kunne se skuffelsen i min mors øjne, der var 2 uger end til det blev sommerferie så jeg havde stadig mulighed for at bevise at jeg godt kan. Så jeg sagde til mig selv at, jeg ikke skulle tænke på mine problemer i kun de 2 uger. Og fair nok jeg klarede de 2 uger og blev ikke sendt hen på en ungdomskole.
Så kom 8 klasse, jeg blev stresset fordi ingen stadig vidste på dette tidspunkt hvordan jeg havde det og det var snart 9 klasse. Jeg valgte at prøve at tag mig sammen, så jeg tog ikke selvskade mere da jeg ikke så nogle grund i det. Det første måneder af 8 klasse gik vel okay.. jeg fik en ny bedtseveninde som faktisk er min papsøster (min far har fået en ny kæreste, og hun havde 2 børn i forvejen så er blevet bedtseveninder med hendes datter) vi havde faktisk kendt hinanden i mange år, for lige da min mor og far slog op fandt hendes mor og min far sammen, og fik så 3 børn sammen som nu er mine halvsøskende. Men videre til historien, jeg begyndte at snakke med hende hverdag og vi blev tættere og tættere. Jeg mødte så en dreng i november 2019, og waow jeg blev vild med ham og han fik mig til at glemme alle mine problemer og for første gang fik jeg ros af skolen. Det sluttede dsv den 5 Januar 2020, allerede en dårlig start på 2020 og det blir bestemt ik bedre. Efter en måned fandt ham der og jeg sammen igen, men jeg fuckede det op. Men efter nogle dage fandt vi sammen igen men der forsvandt følelserne bare af sig selv og vi besluttede os bare at være venner.
Corona kom der i marts og det var ikke noget der påvirkede mig. Så skete det værste der noglesinde kunne ske for mig, det som jeg har været bange for siden 2016 nemlig at min kat skulle dø. Han stak af i slutningen af April måned 2020, og det var en kat der boede hjemme ved min far og min kat var den eneste grund til jeg kom hjem til min far..
Jeg fik først afvide at han var stukket af den 10 maj, fordi de vidste at jeg ville blive så fkn ked af det fordi de ved hvor meget det er min kat betyder for mig. Da jeg fandt ud af det, kunne min krop ik klare mere det var som om 1000 mennesker stak mig med en kniv i hjertet. Jeg var tom for ord, min bedtseven var stukket af og sikkert død var den værste tanke jeg noglesinde har haft. Min kat var der altid for mig, jeg græd ved den imens alle sov og troede jeg havde det godt. Der vidste jeg godt at 2020 ville blive mit værste år noglesinde, og det blev det også. Jeg var tom indeni, jeg havde mistet det som holdte mig oppe så jeg begyndte at skærer i mig selv igen. Det blev sommerferie og det betyder det snart var 9 klasse, jeg var nervøs og spændt for jeg følte mig slet ikke klar til det for jeg stadig havde det psykisk dårligt indeni og havde endnu ikke sagt en skid til nogle, kun til min bedsteveninde (min papsøster) da hun også har psykiske problemer.
Tiden i 9 klasse gik og det blev november måned 2020. Måneder op til at været de samme, spille glad i skolen også komme hjem og græde sig selv i søvn. I november måned snakkede min papsøster for meget om selvmord til hendes klasse så det endte med at hun næsten skulle til psykolog, og min papsøster (bedsteveninde) bor jo hos min far så han fandt ud af jeg også havde det psykisk dårligt og han sagde det selvfølgelig ti min mor. Men så dum som jeg er siger jeg til min mor jeg bare har lavet sjov med det osv osv.. fordi jeg ikke ville have at nogle ska have ondt af mig. Så det ente med jeg ikke skulle til psykolog og det skulle min papsøster heller ikke da hun ikke selv ønskede det og det gjorde hele vores situation værre. Vi satte en dato hvornår vi ville begå selvmord for vi kunne ikke klare mere, vi satte datoen til den 28 november 2020 hvor jeg så kom hjem til min far den weekend og gjorde det. Men ja, det gjorde mere ondt end hvad vi havde regnet med, så det blev dsv ikke til noget.
Jeg er bange for min brev er alt for forvirrende og læse men jeg prøver at forklare mig så godt som jeg nu kan.
Det skal lige siges at jeg mødte en ny dreng som jeg er blevet glad for der i november så han var der også meget for mig. Tiden gik og det blev den 1 Januar, og mit nytårs fortsæt er at tænke på mig selv og hvad der er bedst for mig selv. Men allerede 2 Januar begyndte jeg at stortude, fordi jeg allerhelst bare ville give op. Jeg fandt ud af at en af mine gode venner, har været tæt på at begå selvmord og det var så hårdt at hører, hun havde prøvet at tag en over dosis men det virkede heldigvis ik.
I dag er det den 12 Januar og jeg er bange.. jeg er bange for at leve. Jeg hader mit liv og jeg håber jeg en dag kan se tilbage på alt det her og være stolt over jeg klarede det. Det er hårdt at gå inde med især da jeg nu snart er 16 år gammel og det hele startede da jeg var 12. Jeg skriver PT med en dreng, og jeg er så bange for at fucke op da jeg lidt føler han er den eneste jeg har selvom han heller ikke helt ved hvordan jeg præcis har det, min bedsteveninde (papsøster) og jeg er begyndt at glide lidt fra hinanden dsv.. selvom vi stadig snakker sammen i telefon hver evig eneste dag men vores samtaler er ikke de samme som før fordi vi begge har det svært.
Ærligt hvis jeg helt præcis skulle beskrive hvordan jeg har det lige nu så ved jeg det ikke. Jeg har det så blandet indeni og jeg græder uden og vide hvorfor jeg græder. Jeg er stresset, det snart 9 klasse eksamen og jeg har det kort sat af helveds til. Jeg er bange for at jeg aldrig bliver glad igen.. alle dage er ens for mig, stå op lade som om jeg er glad, få andre i godt humør og sprede god energi. Også kommer hjem lukke mig selv inde på mit værelse og græde. Jeg forstår ikke meningen med livet, og jeg forstår ikke hvorfor det er jeg har det sådan her. Min selvtillid fejler intet, jeg synes selv jeg er pisse smuk og er glad for min krop. Jeg har aldrig før hadet mig selv på hvordan jeg ser ud, fordi jeg altid synes jeg har været en smuk pige.
Jeg synes det er svært at jeg har det sådan her.. jeg forstår ik noget og jeg er så pisse forvirret over alt, tårerne løber ned af mine kinder hver dag og håber jeg snart får det godt igen, for jeg kan ikke klare det her mere.. jeg har taget et par teste på internettet omkring angst og depression og de alle har sagt jeg har angst og er svær deprimeret, men jeg tør ikke åbne mig op ville ikke have folk skal have ondt af mig, jeg fortjener det her nu hvor jeg har mobbet folk da jeg var mindre, gud hader mig og det må jeg respektere!
MVH. hende der snart begår selvmord.
Anonym
Indsendt af
pige på
15 år
Hej!
Jeg er oprigtigt ked af at høre hvor svært du har gået og haft det, og stadig har det. Det lyder til at være rigtig smertefuldt for dig at gå med det hele selv, og jeg kan godt forstå at det er svært at se en mening med livet, når alt føles så svært. Det er så godt at du skriver herind, og på den måde rækker ud efter hjælp, eller bare får dine tanker ud.
Det lyder til at du har mistet mange bekendtskaber igennem tiden, og har oplevet følelsen af at blive forladt eller at miste nogen mange gange. Jeg kan derfor især godt forstå at du føler at du ikke har nogen du kan fortælle disse ting til. Det første jeg vil sige er dog, at det er her en psykolog kan være en rigtig god ting. Det lyder som om at du helst bare vil have at alle tror du er glad og velfungerende, fordi du ikke vil gøre dem kede af det eller skuffede, eller at de skal have ondt af dig. En psykolog kender du ikke, og de kender ikke dig, så du kan være ærlig om det hele og få det ud, uden at skulle bekymre dig om at andre bliver bekymrede. Det tænker jeg i hvert fald godt kunne være en fordel. Og at have psykologsamtaler er ikke en dårlig ting! Det er sundt at arbejde på sit mentale helbred, og jeg tror alle kunne have gavn af at tale med en psykolog engang i mellem - og mange har også prøvet det, på et eller andet punkt i deres liv. Du kan jo overveje, om du har lyst til at prøve det. Selv hvis du prøvede det et par gange, og du stadig ikke kunne lide det, kunne du jo stoppe igen. Alternativt kunne du tage en samtale med din læge, som også kan hjælpe dig med at få snakket anonymt om de svære følelser, en evt. diagnose eller noget yderligere hjælp. Det er der ingen skam i, og det er så vigtigt at du får den hjælp du har brug for, sådan så du ikke skal gå og have det sådan her og bære disse følelser alene.
Jeg ved at det sikkert lyder dumt, og at du med stor sandsynlighed har hørt det før, men selvmord eller selvskade er aldrig løsningen. Det er det bare ikke. Jeg ved at det kan føles sådan, men det bliver bedre. Uanset hvor dumt, usandsynligt eller skræmmende det lyder lige nu. Jeg tror det kunne hjælpe dig at åbne op til den eller de personer som du føler dig tættest med - din mor, for eksempel, eller en anden. For du skal ikke gå rundt og bære alt dette alene. Det er så godt at du rækker ud efter hjælp til os, og det er vigtigt at du aldrig stopper med at række ud, når livet gør for ondt. Jeg kan virkelig godt forstå at det er svært. Det er nok det allersværeste at bede om hjælp. Men tit er det de sværeste ting, der er de vigtigste, og tit gør det ondt før det kan blive godt igen. Men det skal nok blive godt, og du skal nok blive okay - men jeg tror at det første skridt i den retning, er at bede om hjælp. Det er ikke dit job eller ansvar at gøre alle andre glade, og det der virkelig ville gøre dem glade på længere sigt ville være hvis du fik det bedre - det er jeg sikker på. Derfor synes jeg at du, for en gangs skyld, skal prioritere dig selv højest og først. Det er et svært, men godt og vigtigt nytårsfortsæt for 2021. Men jeg synes samtidig at du skal passe på med at kræve for meget af dig selv. Hvis du fx har en rigtig skidt dag, er det også nok bare at komme igennem dagen, trække vejret og holde ud, synes jeg. Nogle gange er det det eneste man er i stand til eller kan overskue, og det er også helt okay. En del af at få det bedre er også at give sig selv plads og lov til at have det dårligt, når man har brug for det. Når man skubber de svære følelser væk, bygger de sig bare op indeni, og bliver sværere at håndtere, tror jeg.
Du beskriver at dine lærere i skolen misforstår hvordan du har det, og endda råber ad dig. Det kan jeg godt forstå ikke er rart, og det er nok ikke særlig motiverende kan jeg forestille mig. Jeg tror at en løsning på dette kunne være, at du tog en samtale med din klasselærer, eller en anden lærer du er tæt med, måske. Du kunne fortælle ham/hende hvorfor det er svært for dig at følge med i skolen, og måske vil de på den måde kunne behandle dig bedre, og endda hjælpe dig til at få det bedre i skolen. Du skal jo ikke straffes for at have det skidt, men hvis de ikke ved at du har det skidt, er det selvfølgelig svært for dem at gøre det rigtige. Derfor synes jeg at du, hvis du kan, skal fortælle dem om det. Lærere plejer at være gode og støttende, er min erfaring, så det håber jeg også at dine kan være. De må da kunne forstå at det ikke hjælper at råbe ad dig.
Lige kort vil jeg også sige at jeg lagde mærke til hvor god du er til at formulere dig omkring de svære følelser her på skrift. Det virker som om det måske var rart på en måde for dig, at få alle disse ting skrevet ned. Nærmest som at få dem ’ud af hovedet’ og ned på papiret/computeren. Det kunne du måske gøre, hvis det er for svært at række ud og tale med dine nærmeste om disse svære ting, og få dem formuleret rigtigt. Skriv et brev til dem, hvor du beskriver alt det du ville ønske du kunne fortælle dem. Så kan du give brevet til dem, eller du kan lade være og bare beholde det selv, som en måde at få følelserne og tanker ud på. Det er op til dig. Men måske det kunne hjælpe dig, og endda hjælpe dem til virkelig at forstå dig.
Til sidst vil jeg sige, at det er lige meget hvad du har gjort i din fortid. Du fortjener ikke at dø, du fortjener ikke at føle tomrum indeni, og du fortjener ikke at blive straffet. Du er et menneske, og det mest menneskelige er at fejle. Alle har fejlet, eller kommer til at fejle. Alle har gjort noget som de ikke er stolte af. Men det gør dig ikke til et dårligt menneske at fejle, synes jeg ikke. Det er ikke fejlene der skal definere vores værdi, men hvordan vi lærer af dem. Nej, det er ikke godt at mobbe, men jeg håber du kan prøve at lære af det i stedet for at straffe dig selv. Mobbere er oftest ikke onde mennesker, men mennesker der har det rigtig svært og som ikke ved hvordan de skal håndtere det, så vidt jeg ved.
Jeg håber virkelig at du vil lytte til mine tanker og råd, og at de kunne bruges. Hvis ikke, må du endelig skrive herind igen! Lige nu er det sort, men det skal nok lysne.
Mange hilsner fra Mathilde
Hej,
Hvor er det bare godt, at du skriver herind og deler dine tanker og dine sorger. Det er så modigt gjort af dig, og det kan du absolut være meget stolt over. Det er en umådelig hård ting at gå rundt og have depressive tanker og endda selvmordstanker, og jeg kan godt forstå, at det virker uoverskueligt at håndtere det. Som du selv giver udtryk for, så kan det tit være ekstremt svært at åbne op omkring sådanne problemer, især når du har oplevet at miste så mange af dem, som du over årene har anset som dine nærmeste venner. Men det at du rækker ud og fortæller alt dette er det bedste skridt på vejen til at få det bedre. Du vælger aktivt at søge hjælp til den her situation, som er svær at håndtere selv, og det viser, at du har en helt uvurderlig styrke.
Du skal vide, at du absolut ikke står alene, og at der er masser af hjælp for dig at søge. Jeg ved, at det kan virke underligt eller endda skræmmende med tanken om at skulle få noget professionelt hjælp. Men at søge hjælp af en psykolog eller psykiater, fordi man har smerte i sindet er det samme at søge professionel lægehjælp, hvis du brækkede dit ben. Et brækkede ben kan bedst hele, hvis det får den rigtige hjælp, og det samme gælder for din psyke. Dit brækkede ben ville fortjene at få den rigtige hjælp, og det fortjener dit sind også. Jeg kender flere (mig selv inklusiv), som før i tiden frygtede eller undgik tanken om at skulle have hjælp eller råd og vejledning fra en psykolog, men i sidste ende føles det egentlig meget rart og befriende at have en, man kan snakke med, som man ved ikke dømmer og som altid vil det bedste for en. Derfor kan jeg kun sige, at et godt råd til dig ville være at finde en rar psykolog at gå til, enten med hjælp fra din egen læge eller med hjælp fra dine forældre.
Selvom du måske tøver med det, så ville det ligeledes være en virkeligt god ting for dig at fortælle dine forældre om disse tanker, du går og har. Den bedste måde de kan hjælpe dig og tage hensyn til dig er, hvis de ved, hvor hårdt du går og har det. På den måde vil de også bedre kunne forstå, hvorfor skolen også nogle gange er udfordrende for dig. Hvis du føler, at du har svært ved at sige det til dem ansigt til ansigt, så kan du måske prøve at skrive det ned i et slags brev til dem, lidt ligesom du her gjort her. Det tror jeg nemlig, de vil se som ufattelig hjælpsomt til at forstå og hjælpe dig med at få det bedre.
Hvis du føler, at det måske ville være nemmere at dele alle disse tanker og bekymringer, du har med nogen, som du ikke kender, ligesom du har gjort herinde, så er der andre steder, som du kan kontakte når tankerne trænger sig på. Der er bl.a. psykiatrifondens rådgivning på tlf. 39 25 25 25 og livslinien på tlf. 70 20 12 01. Her kan du være hundred procent anonym, og der sidder mange søde og dygtige rådgivere, som rigtig gerne vil snakke med dig om det, du går og kæmper med. Begge disse steder har også en chat, hvor du kan skrive til dem, hvis du tænker det ville være rarere:(https://www.psykiatrifonden.dk/faa-hjaelp/chat.aspx#chat_ ) (https://www.livslinien.dk/raadgivning/chatraadgivning)
Hvis du kan mærke, at selvmordstankerne på et tidspunkt bliver for overvældende, så håber jeg inderligt, at du vil være rigtig god ved dig selv og tage kontakt til det, der kaldes en psykiatrisk skadestue. Der kan de nemlig hjælpe dig, hvis det hele bliver for meget til, at du kan overkomme det selv. Da jeg ikke ved, hvorhenne du befinder dig, så tilføjer jeg en liste over psykiatriske skadestuer i forskellige regioner med links, hvor du kan finde information om, hvem du kan kontakte. Jeg håber virkelig, at du vil overveje at benytte den hjælp, som det vil kunne give dig.
Region Syddanmark: https://www.regionsyddanmark.dk/wm515866
Region Midtjylland:https://www.rm.dk/sundhed/akut-sygdom/psykiatrisk-modtagelse/
Region Nordjylland: https://psykiatri.rn.dk/Afsnit-og-ambulatorier/Her-findes-de-psykiatriske-sygehuse-sengeafsnit-og-ambulatorier/Aalborg-Universitetshospital-Psykiatrien/Psykiatrisk-Skadestue
RegionSjælland: https://www.regionsjaelland.dk/sundhed/geo/psykiatrien/raadgivning/akut-hjaelp/psykiatriske-akutmodtagelser/Sider/default.aspx
Region Hovedstaden: https://www.regionh.dk/Sundhed/Akut-hj%C3%A6lp/Psykiatriske-akutmodtagelser/Sider/Adresser-p%C3%A5-psykiatriske-akutmodtagelser.aspx
Det vigtigste du kan gøre er at huske på, at du fortjener et godt liv. Du fortjener et liv uden disse sorger og byrder. Du har udvist, hvilken styrke du besidder, og hvor god du er ved dig selv ved at skrive herind og fortælle om din indre kamp. Fra nu af fortjener du støtte fra andre, der også kan være der for dig. Uanset om du fortæller det til en ven, dine forældre, et andet familiemedlem, en lærer, en præst eller din læge og uanset om du fortæller det ansigt til ansigt eller på en anden måde, så er det at få delt dine bekymringer med nogen omkring dig, det bedste du overhovedet kan gøre. Det er det absolut vigtigste råd, jeg kan give, for selvom det kan være det hårdeste skridt, så er det også det absolut bedste skridt på vejen mod at få det bedre.
Glem aldrig, at der uundgåeligt er folk i dit liv som holder af dig og som gerne vil være der for dig. Tag det hele én dag af gangen og vær god ved dig selv og den fremtidige dig ved at få sat ord på din problemer overfor nogen, der kan hjælpe dig.
Jeg håber, at du kan bruge mine råd til noget, og jeg håber, at du endelig skriver ind igen, hvis du føler, der er andet du får brug for at dele, eller hvis du får brug for andre råd eller lignende.
-Marissa
Vær opmærksom på: Disse svar skal kun ses, som ekstra råd, set fra en ungs synsvinkel. Svarene i denne brevkasse er skrevet af unge og kan IKKE sidestilles med professionel rådgivning. Hvis du tror du har en sygdom, eller hvis du har psykiske problemer, skal du gå til din læge og/eller snakke med en voksen du stoler på. Find yderligere hjælp disse steder.
Vi har modtaget 4459 spørgsmål og givet 7039 svar de sidste 15 år
100% anonymt · 100% gratis
"Nu har jeg endnu engang brug for et af jeres fantastiske råd."
- Anonym