Ændret mig

 Hej.

Lad mig starte med det allervigtigste: At begå selvmord er aldrig løsningen på noget problem. Når man virkelig har det skidt, kan det let komme til at virke som om man er i en umulig situation, og man kan let komme til at tænke at det nok aldrig bliver bedre, Men uanset hvor skidt du har det, så lover jeg dig at der altid er en mulighed for at det kan blive bedre. Vi mennesker bærer allesammen rundt på et kæmpe potentiale inden i os - vi har alle potentialet for at skabe vores egen fremtid. Selvom det kan virke som om man er nede i et hul man aldrig kommer op af, så er der altid en vej op. For i sidste ende er det altid op til os hvad vi gør i morgen. Start med at spørge dig selv hvordan i morgen kan blive lidt bedre end i dag. 

Okay. Lad mig starte med at tage fat i det med at "skuffe". For jeg tror at det muligvis kunne være det, der er kernen i det her. Det kan også være at jeg tager fejl. Det ved du bedre end jeg. Hvis jeg tager fejl, så beklager jeg. 

Det du beskriver er der rigtig mange piger der begynder at opleve, når de er omkring din alder. Du skriver at du har lagt mærke til at du er blevet tykkere. Og ja, det bliver piger når de kommer i puberteten. Det er meget muligt at det er første du hører det, jeg kommer til at fortælle dig nu. Og hvis du ikke har hørt det før, så kan jeg godt forstå hvorfor du er blevet ked af det over det der er sket med din krop:

Når piger går i puberteten, får de mere fedt på deres lår, på maven og på brystet, fordi de får bryster. Det er helt naturligt og det betyder sådan set bare at du er ved at blive en kvinde. Så på en måde kan man sige du har ret - du er ikke helt din forældres lille pige længere. I hvert fald ikke kropsligt. Men man kan også se det på denne her måde; hvis du slet ikke oplevede at der begyndte at ske noget med din krop i takt med at du begyndte at nærme dig 13- års alderen, så ville det faktisk være det, der var problemet. Med andre ord; Du udvikler dig som alle sunde og raske 13-piger burde.

Det kan også være du er allerede ved alt det her. Men samtidig føles det måske stadig ikke rart. Bare fordi man forstår hvordan tingene hænger sammen, behøver det jo ikke betyde at man bryder sig om det. Puberteten er også noget "nyt". Og det nye kan være farligt. Sådan tror jeg der er mange der har det. det kan være man føler at man er i fare for at miste noget. Du beskriver at du er bange for at dine forældre ikke længere vil se dig som deres lille pige. Du skriver at du er bange for at du kommer til at skuffe dem, og at du føler dig "skyldig". Alt det synes jeg giver god mening. Og jeg synes at det lyder som en helt normal følelsesmæssig reaktion på noget, som de fleste oplever som ret svært at gå igennem. Alle har brug for en eller anden måde at håndtere stor livsændringer på. Og du har også dine.

Men det lyder på dig som om de måder du håndtere det på ikke rigtig løser problemet for alvor. Og det lyder også på dig som du er plaget af dem. Jeg forstår godt hvorfor man har lyst til at skære i sig selv. Det gør jeg virkelig. Især hvis man føler sig "skyldig" over at blive en anden end den man tror ens forældre gerne vil have man er. Problemet med at skære i sig selv er at det ikke løser noget. Det kan godt være at det føles som en løsning. men som du sikkert allerede har opdaget, går problemet ikke væk. Og det samme gælder det med at sulte sig. Hvis du ikke spiser nok, kan det godt være du kan "bevare" nogle af dine lidt mere pigede former, men så får du nogle nye problemer; at du er sulten hele tiden, at du ikke kan koncentere dig, at du er i dårlig humør og at du sover dårligt (som du allerede selv beskriver). 

Og prøv at stil dig selv det her spørgsmål: "Hvad ville mine forældre blive mest skuffede over - at jeg udvikler mig og andre mig præcist som alle andre piger gør og til sidst bliver en kvinde, eller at jeg sulter mig selv, lukker mig inde i mig selv og har det rigtigt dårligt hele tiden?" De fleste forældre ønsker mest af alt bare at deres børn har det godt. Er dine forældre anderledes på det punkt?

Er der nogle af dine veninder, eller bare andre piger, du kender på din alder, som er nødt til at gøre det du gør, fordi de er bange for at skuffe deres forældre? Har du nogen beviser, ud over hvad dine følelser fortæller dig, for at det at skære i sig selv og sulte sig selv er nødvendigt? Hvis du hørte om en familie, hvor forældrene krævede af deres datter at hun gjorde alt det her for at bevare sin pigethed, ville du så være på datterens eller forældrenes side? du er nødt til at stille dig selv alle de her spørgsmål. Prøv at sprøg dig selv om det du er bange for rent faktisk er virkeligt. Er det virkelig sådan, at der ville ske noget forfærdeligt, hvis du fulgte den naturlige udvikling, som din krop er ved at gennemgå? Ville det virkelig genere dine forældre? 

Jeg håber det kunne bruges til noget. Du kan altid skrive til os igen!

mvh Markus 

 Hej med dig :) 

Det lyder til du går igennem en rigtig svær tid. Jeg kan godt forstå du synes det hele virker håbløst og svært lige nu. Jeg læser at du dealer med en del, hvorfor min første indskydelse også er, snak med dine forældre! jeg er sikker på de ikke bliver skuffet. Derimod viser du tillid ved at tale med dem, og jeg er sikker på de vil sætte pris på du deler med dem. Hvis du snakker med dine forældre, kan det være de kan prøve hjælpe dig til at få det bedre? Evt. Med at prøve hjælpe til et bedre syn på dig selv, hjælpe med at få fjernet noget af den smerte du bærer rundt på. 

Jeg håber du kan bruge mit svar, ellers er du velkommen til at skrive igen :) 

Mvh. Sophie