Hvorfor overtænker jeg livet

Hej, 

Det lyder til, at du har det hårdt med alle disse tanker og følelser, og det er rigtig godt, at du skriver herind og deler det. Det er også kun en virkelig god ting, at du har fortalt det til din mor, også selvom hun måske ikke helt virker til at kunne forstå det.

Mit råd til dig kan egentlig siges meget kort: få en tid hos din læge og fortæl dem, at du har disse tanker og følelser. For så vil de enten selv kunne hjælpe dig eller sende dig videre til en psykolog eller psykiater, som nemlig har en uddannelse, der gør, at de langt nemmere vil kunne snakke med dig om det her og forstå, hvad du mener. 

Grunden til at det er meget vigtigt, at du snakker med din læge og derefter måske en psykolog eller psykiater, er på grund af den ubehagelig overtænkning, som du siger, at du har, de følelser af panik du får, og især de oplevelser du har af at noget rører ved dig eller at høre lyde. For disse oplevelser er nemlig noget, man gerne skal tage meget alvorligt og er noget som en professionel (enten en læge, psykolog eller psykiater) har bedst erfaring med, og derfor bedst muligt ville kunne hjælpe dig med, hvordan du skal håndtere det. 
Derfor håber jeg virkelig, at du vil følge mit råd om at få en tid hos din læge, enten med din mors hjælp eller en andens. For ligesom at man vil gå til læge og søge hjælp, hvis man brækker et ben, så er det ligeså vigtigt at søge hjælp, hvis man føler den slags angst eller ubehag, som du går og kæmper med. 

Dit første skridt hen mod dette kan være at fortælle din mor, at det ville være godt at få snakket med din læge om dine problemer. For det er altid godt at have en forælder eller en anden voksen omkring sig, som kan hjælpe og støtte en i sådan en situation her. Det ville måske også kun være godt, hvis der er andre, du kunne snakke med om de ting, du oplever. Et andet familiemedlem, en lærer, en ven eller noget helt andet. For det er absolut bedst for dig, at du ikke går rundt og holder med alt det her alene.
Hvis det er, så kan jeg også kun anbefale, at du kan gå ind på https://www.psykiatrifonden.dk/faa-hjaelp.aspx, for her kan du nemlig også skrive eller ringe til folk, som hjertens gerne vil hjælpe og råde dig. 

Jeg håber, mit svar kan være til en smule gavn, og at du vil overveje mit råd om at gå til din læge og fortælle om dine problemer. 

Du skal endelig ikke tøve med at skrive herind igen, hvis du får brug for det!

Med venlig hilsen,
Marissa

 Hej.

Det jeg kommer til at foreslå dig her lyder måske lidt mærkeligt.

Når du begynder at tænke på noget ubehageligt, noget farligt eller noget uhyggeligt, så prøv at tænk på det så meget som du kan, i stedet for ikke at tænke på det. Jeg ved godt at det nok ikke er det du har allermest lyst til, men der en mening med det; Når vi får nogle ubehagelige tanker, er det første vi gør nemeig ofte at prøve at ignorere dem eller få dem til at gå væk, som netop er det, du skriver du godt vil have hjælp til. Problemet er bare at tanker har det med at blive stærkere og stærkere og større og større, nu mere vi prøver at få dem til at gå væk. 

Prøv at se de her ubehagelige tanker du har som små børn, der græder og gerne vil have opmærksomhed. De holder først op med at larme, når vi giver dem opmærksomhed. Så kan det være du spørger: Hvorfor skal de have opmærksomhed, når meget af det jeg er bange for, kreaturerne fx, ikke findes? Jo, det handler om at der ligger følelser bag tankerne. Når noget gør os bange, er det ikke altid fordi der er en god grund. Mange er fx bange for mørke, selvom vi allesammen godt ved at det ikke er fordi der på magisk vis lige pludselig er monstre i huset om natten, nåt der ikke var nogen om dagen. Følelser er ikke rationelle. Men det er vigtigt vi tager dem seriøst. Så når dine følelser gerne vil have at dine tanker går i en bestemt retning, så gå med. Tænk på det som et lille barn der skal trøstes. Hvis der er noget der gør dig bange, så undersøg det. Spørg dig selv: "Hmmm... det gjorde mig bange. Gad vide hvorfor. Hvad er egentligt det farlige ved det her". Kik på det monster du forestiller dig. Når tanken finder ud af at den er blevet taget seriøst, holder følelsen som regel op med at larme. 

Jeg ved godt det er et mærkeligt råd. Men prøv det. Og hvis det overhovedet ikke virker, så skriver du bare herind igen

mvh Markus