Hjemmegående

Hej,

Jeg blev smidt ud af min uddannelse for 2 måneder siden grundet højt fravær. Jeg har været i kontakt med min kommune siden da, men der er ikke sket andet end en masse snakke. I starten var det okay at være hjemme. Jeg gav mig selv lov til en pause og bare tage den helt med ro. Dog efter 2-3 uger, begyndte det at dø lidt ud. Jeg begyndte så at træne, gå tur og stå nogenlunde tidligt op for at få noget gang i dagene. Det gik rigtigt godt, men så døede det lidt ud. Jeg begyndte hen ad tiden at træne helt ned til 1-2 gange om ugen til ikke at gøre det overhovedet. Det var som om jeg mistede motivationen lidt og bare blev træt af at gå hjemme 24/7 og døde ud i det. Jeg går heller ikke ture mere, da jeg bor i Taastrup og jeg føler ikke, der er fede steder at gå hen, så det hiver ikke ligefrem meget gejst eller motivation i mig. Jeg har nogle gange spurgt nogen fra min familie om vi skulle lave noget. Kommunen er jeg lidt irriterret over, da jeg føler de ikke gør en skid og bare lader mig synke langsomt i depressionen af at være herhjemme dag ind og dag ud. Jeg føler mit liv er så håbløst for tiden og jeg er så træt af det hele. Jeg føler jeg lever den samme dag om og om. Dagene er så meget ens og røvsyge. Jeg føler først mit liv starter først når det er weekend, da det der jeg kan lave ting. Min familie er jo på arbejde og i skole i hverdagene og jeg har ikke nogen venner. Jeg har flere gange følt at jeg er ved at synke ned i et dybt hul og der er jeg også på nuværende tidspunkt. Jeg keder mig så meget, jeg er træt, depressiv og er så drænet. Jeg føler min krop er ved at give op, for jeg bare er isoleret derhjemme næsten alle dage på ugen. Jeg bliver fuldsstændig skør af at være herhjemme. Jeg kan ikke virkelig ikke klare det mere. Jeg har været i kontakt med STRAX huset, som er et samlested for ensomme unge, hvor jeg måske skal begynde at komme en gang om ugen. Problemet er bare at jeg stadig har de andre dage på ugen, hvor jeg bare skal sidde hjem og kede mig afhelvedes til. Desuden har Kommunen snakket med mig om uddannelse og grundet jeg har ADD og Atypisk Autisme, synes de STU, specialklasse eller anden forberende uddannelse, ville være god for mig. Problemet er bare at det vil jeg på ingen måder. Jeg kan ikke lide at mine diagnoser bliver sat i fokus, at der blir sat fokus på at jeg er "forkert" og at jeg bliver sat med nogen, som har diagnoser også, da jeg gerne ville blende ind og føle mig normal. Jeg vil bare gerne føle mig som en hver anden. 

Jeg har virkelig brug for hjælp. Jeg føler jeg er i et meget meget nederen sted i mit liv pt.

Hilsen pige, der er desperat for at få gang i sit liv igen.