Hvordan kan jeg blive lykkelig?

Jeg har i så mange år rendt rundt og førsøgt mig på at blive lykkelig. Jeg er det ikke.
For et par år siden flyttede min bedste veninde (Vi kalder hende lige J) hen på skolen, og hun blev hurtigt en del af mig og en venindes venskab (Hende kalder vi for M), hvis man kan sige det sådan. (Før hun flyttede til blev jeg ofte kaldt grimme ting, og blev set ned på). Men de to startede så ud med at blive bedste veninder. - De skrev deres navne i hjerter på hæfter, mapper osv, mens jeg sad der tilbage, som en del af vores trekløver, men alligevel alene.

Der gik nok omkring et år, og deres venskab begyndte at hænge lidt i laser, og jeg var der selvfølgelig for J, og hjalp hende da hun havde brug for en skulder at græde på. Det endte med at J og jeg gik hen og blev bedste veninder, og jeg var så småt begyndt at blive glad.
Vi begyndte så med små skænderier hist og her. Hun havde svært ved, at stole på mig, og hun følte ikke at jeg sagde tingene som de var. Ærligst, jeg har svært ved at sige ting til folk, hvis jeg ved at det kommer til at såre dem... Men - tingene blev bare værre og værre. Hun begyndte så at gå hen til M rigtig meget igen. Så stod jeg så alene igen.

Her efter sommerferien kom der igen en ny pige (H) på vores skole. Super dejlig! Hun blev så også en del af 'os', hun var der for mig, når jeg blev sorteret fra frem for M. Igen, igen var jeg begyndt at blive glad, men så kom der igen problemer. J og M vs. H og jeg. Tingene er stadig ikke helt løst endnu i dag.
- Det skal lige siges at J og jeg stadig er bedste veninder og M og H er bedste veninder.

Igår sad J og jeg så og snakkede alt igennem. Hun fortalte om en masse problemer derhjemme, og hvordan hun havde det. Jeg blev selvfølgelig ked af det på hendes vejne, for jeg elsker hende jo mere end noget andet. Efter fortæller hun mig igen, at hun ikke føler at hun kan stole på mig.. Jeg sidder så bare og stirer ud i luften og mine tårer triller bare langt ned af kinderne.
Jeg siger så til hende at jeg er ked af, hvis det er sådan hun har det omkring mig, og siger så, at jeg er bange for at miste hende til M. Hendes svar var bare "Stoler du ikke på mig? DU er min bedste veninde".
Grunden til at jeg er bange for at miste hende er, at der har været meget opdeling her på det sidste (J og M - H og jeg)


Det er så lang tid siden jeg har kunne læne mig tilbage og sige at jeg er lykkelig! Jeg savner at smile ægte. I lang tid har jeg kun sendt falske smil afsted til folk. Til dem jeg kender og dem jeg ikke kender. De fortjener det ikke.

Jeg har brug for at få afvide hvad jeg kan gøre, for at blive lykkelig igen.

Hjælp mig.............