Hjælp!

Hej thelove.
Jeg er en pige på 16 år, som står i et virkelig stort dilemma! Jeg er den yngste, i en søskendeflok på 3. Jeg har en bror og en søster, som jeg elsker over alt på jorden. Min søster er 25 og min bror er 24, så jeg er lidt af en efternøler. Det har altid gavnet mig, for jeg har følt mig som ene barn, og fået lidt det jeg pegede på. Jeg er vokset op i et lidt barsk miljø. Min mor stak af med min søster, bror og mig da jeg kun lige var fyld 3 år. Min far havde fået en hash psykose, og var blevet skør i hovedet. Han bankede min mor i tide og utide, både foran deres venner, vores familie og ikke mindst os tre børn. Det blev for hårdt for min mor, og hun valgte derfor at stikke af med os tre, vi boede på 2 forskellige krisecentre, i gennem 2,5 år. Derefter flyttede vi i et rækkehus, men min far fandt hurtigt ud af, hvor vi befandt os henne. Han ville gerne styre min mor, og troede at han havde magten over hende. Han kom hjem til og, i tide og utide - det var forfærdeligt. En dag blev det for meget for min mor, og hun valgte at stikke af med os igen. Vi flyttede langt væk, op til en af min mors gamle venner, fra da hun var ung. Vi levede under jorden i tre år, hvor min far så dør af kræft.
Jeg vokser op, og får en mere eller mindre stabil hverdag. Der går ikke mange år før mine søskende flytter hjemme fra, og jeg bor alene med min mor. Det var skønt, vi havde det bedste forhold, kunne fortælle hinanden alt, og lave alting sammen.
Da jeg blev fjorten fik jeg en kæreste, der var nogle år ældre end jeg selv var. Han havde diagnosen ADHD og var meget slemt ramt af den. Han kunne blive sur over det mindste. Selvom jeg ikke var ret gammel, har jeg altid været meget moden af min alder, jeg tror det har noget at gøre med alt hvad jeg har været i gennem. Men ja, gjorde jeg ikke som han ville have, så var det ikke altid, at det kun var grimme ord der kom ud af munden på ham, jeg var faktisk heldig hvis han nøjes med en flad. Det var forfærdeligt, men jeg var blind i kærlighed - og samtidig turde jeg ikke gå fra ham, trods det var det både min familie og venner sagde til mig. Efter et halvt års helved, kommer jeg ud af det - med hjælp fra min skønne mor. Jeg havde det rigtig svært, og følte alt gik i mod mig. Jeg begynde at drikke rigtig meget, på det tidspunkt var det nok egentlig fordi, det var lidt sejt, og så fordi jeg altid var glad, når jeg var beruset eller fuld. Jeg begyndte at ryge smøger, og blev faktisk en rigtig bitch for at sige det rent ud. Jeg passede ikke min skole, og gjorde lige hvad der passede mig. Min mor kunne slet ikke styre mig længere.
Kommunen greb ind, og først kom jeg i aflastnings familie 6 dage hver anden uge, derefter flyttede jeg helt der ud - hvilket jeg ikke kunne holde ud ret længe. Så blev jeg sendt på efterskole, men blev smidt ud. Nu sidder jeg så på et opholdssted, med 17 andre unge i alderen mellem 13 og 23. Her for du presenteret en masse ting, og folk er langt ude, hvilket jeg også selv er. Jeg ryger hash hverdag, har droppet smøgerne for joints. Jeg vil på en eller anden måde gerne fortælle min mor det, da hun stadig er den bedste og mest betydningsfulde i mit liv - men jeg ved det såre hende. Især efter hun så hvor langt min far kom ud.. Jeg er så bange for hun opdager det selv, og det skal hun bare ikke. Det er så svært.. Egentlig vil jeg gerne ud af det, men det er bare meget svære end man egentlig tror... Jeg har virkelig brug for jeres hjælp!