Min kærester har været skjult misbruger

BAGGRUND

Min kæreste og jeg har været sammen i ca 2 1/2 nu. Vi bor sammen. Han er 19.
Tidligere på ugen finder jeg ud af, at han har været hos en gammel veninde (de har været i seng sammen inden vi blev kærester) og skjult det for mig.

Jeg kylede hans ting sammen, efterlod en besked og tog hjem til min mor.
Det var tydeligt på hans reaktion, at han skammer sig og fortryder.
Det skal nævnes, at der ikke har været seksuel kontakt mellem dem.

Jeg åbner mit hjerte, og beder ham være ærlig: var det første og sidste gang du var hos hende?
"Ja - og jeg vil aldrig gøre det igen" svarer han.

I skyggen af min tvivl og sorg, skriver jeg en besked til hende her. Hun svarer, at de har set hinanden privat et par gange.
Jeg konfronterer ham med det, og han indrømmer et møde for et års tid siden, hvor de havde set film og ligget tæt. I vrede går jeg min vej...

INDRØMMELSEN

Min kæreste møder mig udenfor. Han har noget vigtigt at fortælle - noget som ingen ved, og som han har været helt alene om.
"Siden jeg var 17, og frem til for 6 måneder siden, har jeg været stofmisbruger"
(Coke, amf., speed)

Jeg er rystet. I chock. Har på INTET tidspunkt opfattet noget, eller kunne se det på ham. Han har taget det 1-2 gange ugentligt.
Han bryder sammen i gråd. Undskylder, at han har været en kæmpe nar og at han ikke har succes med noget. Han har følt sig forpligtet ifht hans sport (Triathlon) at være den bedste og nr. 1.

BIVIRKNINGER

Stofferne har "ædt" hans hukommelse. Han kan ikke huske tekster i skolen, ting fra hverdagen og kun få ting står klare. Han véd, at han ikke har haft samleje med hende her, men kan ikke huske hvor mange gange de har set hinanden.
Han ved det var meget forkert.
Han føler sig som en fiasko, og giver udtryk for, at han ikke kan lykkedes med noget som helst.

Jeg er dybt taknemlig over, at han har åbnet sit hjerte for mig.
Det må have været frygteligt at leve et dobbeltliv på den måde!
Jeg vil rigtig gerne hjælpe ham, og jeg elsker ham så højt, men afsløringen ang. privatbesøgene æder mig.
Samtidig føler jeg mig skuffet og utilstrækkelig, da han slet intet har antydet, og tvivlet på min reaktion.
Jeg er meget følsom, og lukker 100% op for ham - han siger altid "jeg har det fint."

SPØRGSMÅL

• kan jeg nogensinde genvinde min tillid til ham?
• skal jeg gå ind i det her, og få os på rette spor igen, og så lægge fortiden bag?
• eller skal jeg skåne mig selv ved at gå fra ham, i frygten for, at der dukker yderligere ubehagelige ting frem?

HJÆLP MIG - jeg er i mit største dilemma nogensinde....