Min bror tager hårde stoffer

Hej,
Jeg sidder med et problem, som gør mig dybt frustreret og ked af det, og jeg har virkelig brug for at snakke med nogle om det.
Jeg kommer selv fra en god middelklasse familie, som ikke har haft det store problemer siden nogle år tilbage, og jeg er selv lige nu igang med universitetet, men der er noget, der stresser mig.

Jeg har en bror, som er 21 år nu, som de sidste 3 år har opført sig uansvarlig med meget aggressiv adfærd. Han gjorde et stort turmult ud af, at han ikke ville 'kontrolleres' og ikke ville bo hjemme, fordi min mor og far hele tiden åbent bart bekymrede sig for meget for ham, at han helt følte sig klaustrofobisk - han ville bare væk fra os alle. Han bliver ved med at skubbe os væk, hvilket jeg overhoved ikke kan forstå, da vi før alt dette turmult var den såkaldte glade og tilfredse familie, hvis man kan kalde det. Min mor og far elsker ham, og det ved han godt, han værdsætter det overhoved ikke, hvilket jeg ikke kan sætte mig ind i. Min mor prøver at skubbe det hele væk med en undskyldning og ide om, at han blot er en drengebarn, som bare gennemgår en hård fase - en såkaldt 'teenagefase' allerede i starten af 20'erne...

Han bor nu ikke hjemme mere, hvilket har hjulpet lidt, men da han boede hjemme(som stadig 20årig) opførte han sig meget aggresivt og troede at alle er ude efter ham. Bare et simpelt harmløst spørgsmål kan tikke ham helt af, og så undskylder min mor hele tiden, selvom det slet ikke er hendes skyld!! Hun prøver at behage ham, hvilket jeg syntes kun opmuntrer den opførelse fra hans side af, at han har ret. Eller det er sådan, jeg ser det, men jeg ved selvfølgelig godt, min mor kan have en mening og stå fast, men i hendes øjne er det jo stadig hendes egen søn, hvilket jo også tager hårdt på hende, og man vil jo sin eget barn godt. Min far har prøvet at sætte ham på plads flere gange, men det ender næsten altid med at min bror tager aggresivt til og det næsten ender i en slåskamp mellem dem. Men min far vil ikke skade ham, hvilket så ender med at min far bliver skadet på grund af at min bror er fitness fikseret og er meget stor og 'pumpet'.
Den ene gang var der er en stor diskussion, om det at han gerne ville ud af huset, og det skulle bare være nu! Han ved bare ikke, hvor godt han har det! Han blev så sur at han smadrede ruder i huset, tallerkner og kom i en slåskamp med min far, hvor vi andre står på sidelinjen og prøver at hidse ham ned, sige at han skulle slappe af, og at vi alle elskede ham. Man kunne bare se at hans hjerte slog hurtigt og hans vejrtrækning var voldsomt. Det var en meget voldsom episode for mig, jeg var 19 på det tidspunkt, og jeg blev så forskrækket at jeg råbte og råbte at jeg ville tilkalde politiet, fordi han var så voldelig. Min mor blev ved med at sige, at jeg skulle slappe lidt af, at de havde styr på det, og jeg ikke skulle ringe. Men det var så tydeligt, at det havde de slet ikke.
Jeg endte ikke med at ringe, fordi min bror selv tog bilen og kørte videre for at overnatte hos en anden.

Det var bare en af episoderne. Vi havde allerede fornemmelsen, at han var ude i noget skidt. Han havde fået en ny vennekreds, som ikke var godt set i byen. Vi havde fornemmelsen, at han var begyndt at tage stoffer sammen med hans nye vennekreds, på grund af de mange symptomer han havde. På min mors arbejde har hun nogle gange nogle patienter, som er stof-misbruger, så hun ved, at når nogle ændre deres adfærd så kraftig samtidig med fysiske symptomer viser sig, at de har været påvirket. Min bror begyndte også selv at snakke om 'underverden' eller rocker miljøet, og hvordan han kender nogle fra det miljø, og han forsvarer dem nogle gange med at sige, at de ikke er så slemme, som de ser ud. At de er nogle normale og rare personer. Min mor og far holder fast på, at han ikke skal blande sig i det miljø, men jeg tror ikke det hjælper det helt store. Han tror han er uovervindelig og han hele tiden har ret, han kender nemlig 'sandheden'.

Hele vores forestillinger om et stofmisbrug, blev først bekræftet efter at min bror sidste år blev taget for at køre min forældres bil under påvirkelsen af cannabis. Hvilket knækkede noget i ham, da han blev opdaget. Han ringede fra politistationen grædende og undskyldte hele tiden, at han ikke ville gøre det igen og så videre. Min mor og far var rasende, og han blev efter oplevelsen meget stille. Tror han fik dårlig samvigtighed, fordi han mulig ikke ville kunne køre igen, fordi han fik taget en blodprøve. Men der er nu gået rigtig længe, og der er ikke kommet besked fra blodprøven eller politiet.. så man kan sige at han slap for det. Min mor er lettet.. men jeg havde inderst inde selv ønsket, at han blev taget, så han virkelig kunne mærke, at der var konsekvenser ved hans opførelse, og det ansvar han har. Men nej, det skete ikke. Jeg er meget imod at man køre bil, mens man er påvirket af noget som helst. Min mor tror han virkelig lærte noget af denne oplevelse, men det tror jeg ikke. Det bliver nu kun set som en lille forskrækkelse i hans øjne, fordi det var første gang, han virkelig har skuffet mine forældre helt nede i kulkælderen.

Jeg har ikke snakket længe med min bror efterfølgende, men lige pludselig kom der en periode efterfølgende, hvor jeg hellere ikke boede hjemme, hvor han åbnede sig mere og mere op for mig, og jeg for ham. Vi blev igen lidt venner. På et tidspunkt inviterede han mig hjem til ham. Det var her han fortalte mig, at han havde røget hash meget, det var så slemt, at han havde gjort det hver dag, men han er stoppet nu, pga. hjertebanken og snottet næse..
Jeg har selv haft en neutral holdning til hash, - jeg syntes ikke det var det mest harmfuld stof, der er derude, og at det nogle gange bliver brugt som medicin mod depression, og har selv prøvet det 1. gang, men ikke mere. Jeg var her inde i en lille periode, hvor jeg ville prøve at forstå min bror. Jeg tror, jeg kun gjorde det, fordi jeg ville se det hele fra hans vinkel af, jeg ville vise ham, at jeg delvis forstod, hvor han kom fra. Men nu husker jeg det kun som latterlig tanke. Hvorfor skulle jeg overhoved prøve at forstå ham. Bare fordi jeg er i familie med ham, betyde vel ikke at jeg skal være perlevenner med ham vel? Jeg elsker ham, men nogle gange ønsker jeg bare, at det ikke skulle være så hårdt og så udmatteene at holde af én.
Han fortalte ikke kun, at han røg cannabis, men at han havde prøvet det hårde stoffer til rave fester, som cocain, amfetamin, estacy, heste bedøvelse osv. - det var mange stoffer, nogle som jeg har hørt om, og andre jeg ikke gjorde. Ikke nok med det, så solgte han også steroider, som han tjener penge for, selvom mine forældre hjælper ham finansielt, med at forsørge til hans husleje og regninger.
Jeg var totalt chokeret. Jeg blev helt trist og opgivende indeni.
Jeg er overhoved overrasket over, at han planlagde at fortælle mig det. Og det at han overhovedet stoler på mig, når han ved, at jeg er imod det miljø, han begår sig i, og det at jeg holder familie først.
Han blev ved med at sige, at jeg ikke skulle fortælle vores forældre noget, og at jeg ikke skulle være trist, fordi jeg sagde, at det han gjorde, var at give mig en stor byrde på skuldrene.

Nu render jeg så rundt med en tung hemmelighed, som jeg ikke må fortælle mine forældre, fordi det vil ødelægge vores forhold. Jeg er også lidt bange for, at fortælle mine forældre om det, på grund af deres helbred. Jeg er bange for, at det vil stresse dem og gøre dem mere triste end jeg blev. Det er deres egen søn, og jeg ved at de fortjener mest at vide det. Men jeg er bange for at min mor kommer ned med stress, hun siger hun har det fint, når jeg spørger ind til hende. Men jeg kan se hun går og bekymre sig om ham hele tiden. Jeg føler mig næsten som en anden prioritet, fordi hver gang vi er sammen køre samtale over på ham, fordi hun er så bekymret. Min far prøver fysisk at holde det hele på afstand. Min far og bror snakker næsten slet ikke sammen mere. Men det er bedre nu. Mine forældre ved han har et job, og at han kommer frem til jobbet og kommer hjem igen efter, fordi min far giver ham et lift hver dag. Så de har en ide om, at det kun går fremad for ham. Men jeg kan se det anderledes. Den ene dag, da han kom hjem fra fest, fortalte han mig, at han var til en rave fest, men var blevet smidt ud og fik en ordentlig bøde fra politiet, fordi han havde stoffer på sig..

Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op. Jeg vil rigtig gerne fortælle mine forældre, men igen håber jeg inderst inde, at jeg kan få overtalt ham til at stoppe, så det kan komme på rette spor igen, eller at han i hvert fald får en åbenbaring, om at det han gør, ikke er det rette. Jeg har lyst til at hjælpe ham og ikke skabe ragnarok mellem ham, jeg og mine forældre. Han ville hade mig fremover, for at foræde ham. Jeg ved ikke om en snak, er det der løser det, for jeg kan ikke se, at der skulle ske en forskel ved at mine forældre får det at vide. Han er voksen nu, og bestemmer selv sine valg, og jeg er bange for, at dette kun får ham til at skubbe dem endnu mere væk fra ham, og det vil min mor helt sikkert ikke kunne lide. Hellere kontakt end ingen.

Mit spørgsmål er, skal jeg vente, og se hvad der sker? Guide ham på rette spor selv, eller skal jeg sige det til mine forældre, men risikere den fred der er her nu? Hvad er bedst ? :(

Jeg undskylder for den lange tekst, men har virkelig brug for at få det ud og snakke med nogle om det. Jeg føler bare ikke at jeg vil byrde nogle af mine nære venner med det. De ved godt, at der er nogle problemer i min familie, men ikke i så stor en omfang... Håber i kan hjælpe!

Hilsen Kathrine