Hej Anonym,
Det lyder godt nok som noget værre noget, du er havnet i. Jeg vil helt klart kalde det for grov mobning, det som du er udsat for lige for tiden, og det skal du ikke finde dig i.
Normalt ville jeg foreslå, at du snakker med dine forældre om det, men hvis du virkelig har foklaret dem ALT der er sket, og jeg mener virkelig ALT, så er det selvfølgelig lidt svært, hvis de så ikke gør mere ved det. Formentlig er det ikke fordi, at de ikke vil hjælpe dig, men blot fordi, at de ikke forstår, at det er så galt som det faktisk er.
Jeg vil derfor i stedet foreslå dig, at snakke med hende den anden pige, som de også mobber. Find ud af om hun vil være med til at snakke med jeres klasselære og/eller med inspektøren på skolen. Jo flere i er, jo bedre og jo nemmere bliver det, at fortælle alt hvad der sker. Men hvis hun ikke vil, så må du gøre det selv.
Det er virkelig vigtigt, at du får det stoppet meget hurtigt, og det kan du kun ved at snakke med nogle af de voksne på skolen.
At dine tidligere veninder ikke snakker med dig lige nu, kan skyldes at de er bange for selv at blive mobbet. Det kan måske lyde fejt og svagt af dem, men det kan være svært for dem, at vide at de måske også ender med at blive mobbet, hvis de snakker med dig. Så hvis mobningen bliver stoppet, så vil de formentlig også turde snakke med dig igen. Om du så vil tilgive dem, må være op til dig selv at finde ud af på det tidspunkt.
Hvis skolen ikke gør mere ved sagen eller ikke vil hjælpe dig, vil du så ikke sende os et spørgsmål igen, hvor du skriver hvilken skole du går på og i hvilken klasse? Så skal vi nok gøre alt hvad vi kan, for at få det stoppet. Skriv også gerne igen, og fortæl os hvordan det går, hvis det bliver løst.
Alt held og lykke til dig,
Martin