Alt er kaotisk fortiden

Jeg føler mit liv er så meningsløst, jeg står op hver dag og lever et liv jeg ikke ønsker. Jeg troede virkelig at gymnasielivet ville være fedt og har set frem til det. Jeg gik på efterskole før sommerferien, da jeg havde brug for at komme væk fra alt det herhjemme og blive "glemt", da mange havde fordomme om mig. Da jeg kom hjem var det som at starte helt forfra, min spiseforstyrrelse gik rigtig godt, min depression var væk og jeg var oprigtig glad. Jeg var sammen med dem der betød noget for mig, men efter jeg er startet på gymnasiet føler jeg at det hele er kaotisk. Jeg føler ikke ens venskaber er oprigtige, medmindre jeg er sammen med dem individuelt.

Vi fik ikke den bedste start på året, da en dreng fra vores klasse døde efter en fest på gymnasiet. Det har personligt påvirket mig rigtig meget, for jeg er bange for hvem der er den næste. Er den næste en der står mig meget nært? Hvad sker der efter livet?
Samtidig med at denne tragiske begivenhed skete, har jeg fået tilbagefald og min "nye" venneomkreds forstår ikke helt alvoren i mit problem. De piger jeg er mest sammen med i klasse og kender til mine problemer, vælger konstant at snakke om deres kroppe og fortælle mig at jeg er fraværende og at jeg har taget afstand fra dem fortiden, de forstår bare ikke at jeg har brug for at tackle mine problemer selv, og hvis jeg endelig skal snakke med nogle om det, skal det være mine veninder fra folkeskolen af og ikke dem. Jeg har rigtig svært ved at tilpasse mig gymnasiet, for min klasse er meget opdelt og jeg føler konstant jeg står i midten og ved ikke hvor jeg skal gøre at mig selv, jeg har svært ved at knytte mig til dem, tror det bunder i at jeg føler vores venskaber er overfladiske, jeg er bange for de udnytter mig og svigter mig.

Udadtil virker jeg forholdsvis glad og giver også udtryk for det, men jeg er så ked af det og har så svært ved at have såkaldt falske venskaber, hvor det hele går ud på at få opmærksomhed og blive anerkendt. Den tid er jeg kommet over. Indeni føler jeg, at jeg har en kæmpe knude i maven og føler bare ikke jeg kan leve op til de forventninger og krav der er både af dem jeg omgås med og fagligt.
Ingen ved hvor slemt det egentlig er og når jeg er til min psykolog siger jeg bare at jeg kaster op få gange om ugen, men sandheden er jeg gør det flere gange om dagen og der er flere gange jeg græder når jeg er alene hjemme. Jeg kan ikke få mig selv til at indrømme hvor galt det er igen, for jeg har haft bulimi siden 2010.

Jeg er bange for at have det sådan som jeg havde det for to år siden, men jeg er endnu mere bange for at fortælle sandheden. Jeg er bange for at blive smidt ud af gymnasiet, for alt det her påvirker mine faglige kompetencer, mit overskud og engagement i timerne.
Jeg vil så gerne gennemføre gymnasiet. Det sociale er mega fedt og du laver noget hele tiden og jeg vil så gerne blive student, men det bare rigtig hårdt når du ikke føler du er faglig dygtig nok og kæmper med problemer udover.