Svar fra Lotte
Brevkasserådgiver
UngZone
Hej du,
Det er dejligt at høre, at du kan finde hjælp her på siden :-)
Drømme kan betyde rigtig mange ting, og de afhænger ofte af hvordan man går og har det i det vågne liv for tiden. Da jeg ikke ved om du går og tumler med noget eller der er andet, der kan gøre dig ked af det, så er det svært at komme med et klarere svar.
Selvom du bliver trøstet af hende i drømmen betyder det ikke nødvendigvis, at du har behov for det i virkeligheden. Dog kan det godt betyde, at du savner noget kontakt og nærvær med en voksen. Jeg ved ikke hvordan dit forhold er til bl.a. dine forældre og hvilken kærlighed du modtager i hverdagen, men hvis du selv synes, at det kunne give god mening i forhold til dit liv, så er der måske noget om det.
Ofte så drømmer vi om noget vi oplever i løbet af dagen. Det betyder ikke, at du skal have været ked af det for at drømme, at du er det, men det kan derimod være en grund til at det er din klasselærer der optræder i drømmen, når du ser hende næsten dagligt.
Jeg ved ikke om, du ved hvad du er ked af i drømmen? For så er det måske i virkeligheden det du skal fokusere på. Måske noget du savner eller mangler? Det du er ked af, kan måske overføres til noget, som du også mangler i din hverdag.
Hvis det er noget du inderst inde ønsker skulle ske, så tror jeg, at det skal være fordi du i dit vågne liv ved, at du ønsker at blive trøstet i forhold til noget. En anden grund til at du drømmer om det flere gange, kan også være fordi du tænker så meget over hvad drømmen egentlig betyder. Når du så snakker med din veninde om det i løbet af dagen, så vil det netop være noget du har oplevet imens du var vågen, og på denne måde ligger det hele tiden i din underbevidsthed og på denne måde vil det være lettere at komme til at drømme om det igen.
Nu er jeg ikke ekspert i drømmetydning, så jeg kan ikke garantere, at det jeg skriver er hvad din drøm betyder, men jeg har forsøgt at se det fra mit perspektiv og den smule jeg tidligere i mit liv har læst om drømme. Jeg håber dog, at du kan bruge svaret og at du måske kan få lidt ud af det :-)
Kærlige hilsner fra
Lotte