Er så ulykkelig...

Du skal finde en du kan stole på, en der forstår dig, en du kan betro dig til og en der kan være der for dig - uden det kan jeg sagtens forstå du føler dig alene. Er der ikke nogen du kunne forestille der kunne påtage sig den rolle? En ven, en professionel, et familiemedlem?

Jeg kan godt forstå du føler et svigt - du er jo på sin vis også blevet svigtet. Du er kommet til verden og man har en forventning til at ens forældre vil passe på en, resten af sit liv. Men du er kommet et sted fordi dine forældre har ønsket det bedste for dig. De har erkendt at de egentlig nok ikke kunne påtage sig den opgave det er at passe på dig, og det er altså ikke nemt for forældre at erkende - at de fejler på det allervigtigste punkt i deres liv. Jeg tror bestemt ikke på at dine forældre ikke vil have dig hjemme - de kan ikke. 

Jeg ville ønske jeg kunne gøre noget for at du fik det bedre, men det er din egen opgave. Selvom du synes det er en rigtig hård kamp, så skal det nok blive bedre på et eller andet tidspunkt. Og jeg tror du vil nå tættere på når du har fundet nogen du føler dig tryg ved, så du kan dele de her tanker og få støtte og omsorg.

Ønsker dig al held og lykke

Knus, Josefine

Jeg er rigtig ked af det på dine vegne, og håber virkelig at du føler dig hørt igennem vores brevkasse.

Dét, at du skriver til os, tager jeg som et tegn på, at du gerne vil være i bedring - og det er godt! Det er et kæmpe skridt mod den rigtige vej, så det synes jeg du skal rose dig selv for. Jeg er sikker på, at dine forældre elsker dig, men måske ikke helt ved hvordan de skal hjælpe dig. Derfor mener de måske, at det er for dit bedste, at du er på et behandlingshjem hvor professionelle mennesker kan hjælpe dig. Jeg kunne forestille mig, at det også er svært for dem, at vide hvad der er "rigtigt" eller "forkert" at gøre, når ens datter har det svært. Jeg synes, du skulle fortælle dem, at du har brug for deres støtte og at du gerne vil være i bedring. Lad ikke dine diagnoser definere dig, men kæmp imod og hvis dig selv og dine forældre at du godt kan. Rom blev ikke bygget på én dag, så tag ét skridt ad gangen. Alt fremskridt, er fremskridt. Du skriver for eksempel, at du har anoreksi; nu ved jeg, at det er meget nemmere sagt end gjort, men prøv at spise f.eks. 50 gram mere pr. dag end du plejer. Tag små skridt, og byg dit mod op. Hvor der er vilje, er der vej.

Jeg ønsker dig det bedste, og skriv gerne igen hvis du har brug for det. Vi lytter hjertens gerne :)

Kram TC