Brevkassespørgsmål
Skal jeg tage kontakt til ham
Indsendt af pige på
16 år
Hej :-).
Jeg har et problem, som jeg håber i kan hjælpe mig med.
Jeg er en pige på 16 år, som er ved at afslutte niende klasse. Jeg er ikke en type som har særlig mange kærester, da jeg er en person, som er lidt usikker, og har svært ved at føle mig helt tryg ved andre mennesker. I syvende klasse begyndte jeg at snakke med en dreng fra niende klasse på min skole. Jeg har siden da (indtil for ca. to måneder siden), været sådan lidt kærester med ham. Vi har haft mange pauser, og han har op til flere gange skuffet mig. Mange ville nok tænke at jeg burde droppe ham, efter alt hvad der er sket, men jeg har hele tiden følt at han er anderledes, og forstår mig på en måde andre ikke gør. Kort sagt har jeg følt mig meget tryg ved ham, og i den sidste tid vi var sammen, følte jeg at jeg kunne stole på ham, og at han var "den rette".
Han skuffede mig så rigtig meget (igen). Jeg blev helt utrolig såret over situationen, da han havde behandlet mig rigtig dårligt og løjet stort for mig. Jeg var sikker på at nu ville det for alvor slutte, og det gjorde mig rigtig ked af det, men samtidig også bare vred over hans opførsel.
Jeg har nu ikke snakket med ham i ca. to måneder. I de to måneder har jeg været såret over at miste ham, men også meget skuffet og vred på ham. Jeg har hele tiden sagt til mig selv, at hvis han tog kontakt til mig igen, ville jeg ikke kontakte ham tilbage. Det skal lige siges at jeg jo stadig har rigtig mange følelser for ham. Så sent som i dag, kontaktede han mig så. Han skrev til mig at han var meget ked af den måde han har behandlet mig på, og at han gerne vil begynde at snakke med mig igen. Jeg har ikke svaret ham, da jeg simpelthen ikke ved om jeg skal.
Mit dilemma er så nu, at jeg ikke ved om jeg skal tage kontakt til ham og prøve at glemme hvad der er sket, eller om jeg skal komme videre og prøve at glemme ham selvom det er svært. Det skal lige siges at mine forældre, søskende og veninder på ingen måde bryder sig om ham, og jeg er meget bange for deres reaktion hvis jeg eventuelt begynder at se ham igen.
Jeg håber i vil og kan hjælpe mig.