Svært ved at snakke om problemer

Når jeg skriver at jeg har svært ved at åbne mig så fik jeg ikke fortalt hvordan det hænger sammen: jeg har aldrig lært at snakke med voksne om mine problemer for jeg har lært at problemer er noget de andre er bedst tjent med at jeg holder for mig selv.

Jeg før har fået skudt efter mig at rådgiveren ikke har ansvar for at jeg bliver rådgivet hvis jeg har gjort noget kriminelt imod en offer. Da jeg fik det afvide så “blev jeg ramt af kuglen der blev skudt af fordi at hun trykkede på en knap og fik et dybt sår som jeg ikke kan stoppe blødningen fra uden en ekstra hånd” for det var en tryghed jeg virkelig har brug for netop at få følelsen af at jeg kan gå til dem og få rådgivning og derved lov til at fortælle hvordan jeg egentlig har det, for føler ikke at nogen gider mig når de har lært mig at kende nu hvor mine problemer er vokset pga. at jeg ikke har fået en samtale men bare er blevet “opdraget på løbende”.

Mine venner kender så meget til mine problemer at de nok ikke dropper mig pga dem, de er der nemlig endnu. (De er meget forstående)

Kan jer der læser dette forstå hvordan det er at gå med problemerne som hemmeligheder i ca.20 år pga. at jeg endte med at blive pinlig over dem fordi at jeg følte at det ikke var noget man snakker om men noget man skal løse selv.

Det dræber mig at jeg hver dag skal arbejde på at skjule/camouflere mine problematikker.

Hilsen en der er træt af at være anonym i forbindelse med at få hjælp.