Hvad gør man så.

Goddag brevkasse.
Det her er første gang jeg fortæller om den situation jeg står i, jeg arbejdede indtil for 5 januar som skovarbejder i Norge. En den 3.januar lavede en af mine kollegaer en fejl under fældningen af et træ, det korte af det lange er at træet tumlede vandret ned af den her skråning ned mod mig og jeg nåede ikke at komme væk.

Jeg kan ikke rigtig huske noget fra episoden, udover at jeg kigger op på min chef der siger til mig at jeg ikke var ved at dø, samtidig tænkte jeg "var det her virkelig det eneste jeg nåede? nåede jeg aldrig at finde den store kærlighed? hvad med min drøm om at se verdenen?". Det næste jeg kan huske var at jeg lægger på Rigshospitalet i Danmark, og der fik jeg også at vide at jeg havde mistet 2 led på min ringefinger, og mine ben, henholdesesvis lidt over knæet på venstre ben og midt i knæet på højre og jeg fik aldrig mulighed for at sige nej eller finde ud af hvorfor. Jeg Havde en kæreste i Danmark inden jeg tog afsted, det var kun meningen at det skulle være et halvt år jeg var der. Hun besøgte mig aldrig mens jeg var på hospitalet, og jeg fandt også ud af at hun havde faktisk fundet en ny fyr som hun ikke havde fortalt mig om mens jeg var i Norge, det knuste mig, for jeg holdt virkelig meget af hende, og at finde ud af at en person man holder af ikke kommer og hjælper en når har brug for dem mere end nogensinde det er virkelig en kniv i hjertet, og flere af mine venner vidste det og fortalte mig det aldrig.

Og det er her mit spørgsmål, eller råb om hjælp kommer. For mens jeg sider og skriver dette, så tænker jeg over min situation. genoptræningen går dårligt, Jeg er ret alene, vennerne ringer næsten aldrig. Jeg hader at gå ud af døren for jeg hader at folk så kan se mig, vis jeg f.eks skal med toget eller ud at handle så føles det ikke kun som om at de kan se mig, det føles også som at de ved hvad der skete med mig og det er så ydmygende og når jeg kigger på mig selv i spejlet så kan jeg ikke lide det jeg ser og jeg ved at jeg aldrig komme til at klæde mig af foran en kvinde igen!, jeg er gået fra altid at have været fysisk aktiv til næsten ikke at kunne komme ud af sengen.

Hvad gør man når det føles som om at ens medborgere tænker det værste om en når man går på gaden?, hvad gør man vis man føler sig som om man er 30 år ældre en alle i ens egen omgangskreds? og hvad kan man gøre når man ser på sig selv og kun kan tænke på det værste der nogensinde er sket med en? hvad gørman når man ser de mange mange piger der er så smukke at man næsten ikke kan få luft, men man ved at man ikke på nogen måde kan have en chance hos en af dem?

Jeg håber ikke at brevet her er for langt, men jeg håber i vil svare.